Et brutalt indblik hos menneskerne, der skal redde liv og bevare deres forstand og menneskelighed, samtidig med at kugler, bomber og kemikalier truer med at udrydde alt liv og knuse enhver form for håb.

Panikken popper frem i hendes øjne. Gentagne metalliske dunk ekkoer i rummet omkring hende, samtidig høres en faretruende rumlen. Kommer den nærmere? Er det nu, bomberne falder over hende? Er det nu, hun skal dø?

”Vær bange eller lav mad,” siger hendes kollega. Den metalliske banken afsløres som værende blot lyden fra en kollega i et tilstødende rum, der hakker grønsager. Hun griner lidt, men øjnene afslører, at frygten stadigvæk sidder i hende. Hun går ind og beder ham om at stoppe med at hakke lidt tid.

”Jeg skal kunne høre bombeflyene.”

I Feras Fayyads ’The Cave’ følger vi lægerne og sygeplejerskerne på et hospital i byen Ghouta, Syrien. Underjordiske gange og huler under bygningen udgør et rustikt og improviseret beskyttelsesrum, hvor de kan søge tilflugt for de mange luftbombardementer, som hærger der i ét af krigszonens mange epicentre.

I midten af det hele står lederen af hospitalet, doktor Amani Ballour. Udover at skulle forsøge at redde livet på mange af ofrene for krigens rædsler, må hun selv dagligt kæmpe for sin plads i et patriarkat, hvor mange ikke er klar til at tage imod ordrer fra en kvinde.

En verden af støv
I de primitive gange skal man ikke være meget høj, før nakken skal bøjes, så hovedet ikke knalder imod det stenede loft. For de mange børn på hospitalets skyld, er nogle af gangene pyntet op med guirlander og andre farverige ting. I enden af tunnelen er der gynger, en karrusel og alskens ting, som, om end blot i et kort øjeblik, kan være et eskapistisk frirum fra virkeligheden.

Døden er en frekvent gæst i bygningen og undergrunden, men dr. Amani og resten af staben kæmper ihærdigt for, at ikke alt for mange skal blive taget. I sådanne ubarmhjertige omgivelser kniber det til tider også for de voksne med at holde humøret højt.

Hendes fødselsdag bliver et lille lys i det kvælende mørke, hvor de kan få vejret, inden den næste susen fra bombeflyene fylder ørekanalerne. De lader som om, at popcornene, de spiser, er noget andet, for eksempel en varm og indbydende pizza.

Smilet har en grænse
Tre kameramænd har med livet som indsats fanget alle grusomhederne og de underfundige øjeblikke. Blandt andet er der mangel på narkose, så stedets kirurg spiller klassisk musik på sin telefon som distraktion.

Associationerne til Robert Altmans antikrigsfilm og efterfølgende tv-serie, ’M:A:S:H’ popper ind i hovedet, når kirugen med stort smil og overskud joker med personalet og kommenterer på, hvordan dirigenten i musikklippet bevæger armene så vildt og voldsomt, at håret flyver over det hele.

Lyden spiller i det hele taget en essentiel rolle her. Det er ikke altid til at se præcist, hvad der sker, men et sammensurium af stemmer og lyde fortæller alt, så fantasien kan udfylde de tomme pladser. Alene filmens åbning, hvor bomberne hviner ned over Ghouta, er et af de mest skræmmende øjeblikke lydmæssigt på film i lang tid. Stor cadeau til lydguru Peter Albrechtsen og hans hold for det imponerende arbejde.

’The Cave’ er en fænomenal fortælling om gru og overlevelse, hvor heltene på hospitalet konstant risikerer deres eget liv for at redde andres. Filmen er et testamente om deres udholdenhed og selvopofrelse i en situation, hvor man ellers ikke ville klandre dem for at smutte i sikkerhed.

Krig er helvede, men takket være nogle få helgener, som doktor Amani, føles det ikke altid sådan.