På trods af et par stærke hovedroller bliver den nye fantasytegneserie-film en rodet og overflødig affære, der mangler alt det, der gjorde kildematerialet unikt.

Med Bill Skarsgård (’It’) og FKA Twigs (’Honeyboy’) ved roret, skulle man tro, at denne nye actionfilm ikke kunne gå helt galt.

Der er dog desværre så meget rod omkring ’The Crow’, at det næsten er ærgerligt at indspille filmen overhovedet. Det ender nemlig med at blive på bekostning af det kildemateriale, der er grunden til dens eksistens.

2024-filmen er nemlig et nyt take på historien om Eric Draven; ikke et remake af filmatiseringen fra 1994.

Og for at give den den credit, den kan og burde have, så er det også et originalt take, og ikke et forsøg på et reboot. Derfor er det også endnu mere ærgerligt, at det nye take, med en helt ny version af historien, desværre bliver en sjæleløs skal af, hvad der tidligere fandtes.

Kragen får nyt liv

Tegneserien ’The Crow’ fra 1989 handler om en ung mand, Eric, hvis liv ender i dyb tragedie og ulykke. Han og hans forlovede, Shelly, bliver brutalt og tilfældigt angrebet og dræbt af en bande kriminelle, da deres bil bryder sammen. Eric er her tvunget til at se sin elskede blive myrdet, for derefter selv at dø på hospitalet.

Men hans ulykkelige eksistens fortsætter, da han genopstår med hjælp fra en krage, en reference til en gammel myte om, at netop denne fugl bærer døde sjæle til det hinsides.

Eric lever nu som et omvandrende lig, og netop kragen er et todelt symbol og spiller en todelt rolle i historien. 

Eric bruger sin nye chance i livet på at hævne Shellys død, hvor fuglen hjælper ham med information og vejledning til at opnå målet. Samtidig nager den ham også for, hvor meget han piner sig selv, og er fortabt i sin sorg og længsel efter sin døde udkårne.

1994-filmen var meget loyal over for kildematerialet. Og det er en kultklassiker, med et ikonisk soundtrack, en smuk og klam æstetik, og en blændende hovedrolle i Brandon Lee, der tragisk (og uhyggeligt tematisk passende) døde i et uheld under indspilningen af filmen.

Et budskab skrevet i glemmebogen

2024-filmen er derimod en ret anderledes version af fortællingen. Her får seeren en form for en baghistorie for Eric (Skarsgård) og Shelly (FKA Twigs), som mødes og falder for hinanden på en afvænningsklinik, og bryder ud i et forsøg på at flygte fra Shellys fortid.

En video, der ikke skulle have været uploadet, er skyld i, at Shelly (og dermed også Eric grundet deres forhold) jagtes af et større religiøst magtregime i byens undergrund. Det er en stor kontrast til både den første film og den oprindelige tegneserie, fordi Shelly her bliver en hovedrolle, da vi ser hende i live, og ikke blot ved hendes død og siden hen i Erics minder.

Dette er ikke nogen dårlig beslutning fra filmens side. FKA Twigs er klart filmens højdepunkt. Shelly skinner som en stjerne med subtile følelser og blændet af romance.

Både hun og Bill Skarsgård gør et stærkt stykke arbejde, men deres talent er spildt. Den baghistorie, filmen forsøger at skabe, bliver forhastet, og ændringerne i hovedkaraktererne gør, at historien mister det, der var dens originale appel.

Forfatteren bag tegneserien, James O’Barr, skrev historien, efter hans forlovede tragisk døde i en bilulykke på grund af en fuld bilist. Og selvom fortællingen selvfølgelig er ændret en del fra forfatterens oplevelse, så var pointen med tegneserien netop at prøve at skabe mening ud fra en tragedie, der ikke havde nogen mening.

Shelly og Eric dør i tegneserien ved en tilfældighed. Deres liv ender tragisk uden nogen advarsel og på grund af meningsløs vold, og dermed er det lige så meningsløst for Eric at bebrejde sig selv, da han umuligt kunne have set det komme.

At ændre historien i 2024-filmen så drastisk er en fejltagelse. Parrets død og Erics genopstandelse bliver del af et større kriminelt komplot, som han bliver besat af at opløse, og plottet går dermed imod alt det, som tegneserien prøvede at fortælle om døden og dens meningsløshed.

Originalitetens sorte hul

Ligesom de drastiske ændringer i historien, er meget af det, der gjorde 1994-filmen fantastisk, desværre også gået tabt.

Selvom dette ikke er en remake af den, må man alligevel se i øjnene, at det visuelle udtryk fra 90’er-filmen passede langt bedre til historiens emotionelle lag. Filmens verden er kold, mørk og beskidt; publikum ser Eric pinefuldt kravle ud af jordens skorpe, ser ham dækket af mudder og blod, mens hans udmattede legemer langsomt får følelsen tilbage.

’The Crow’ fra 2024 er simpelthen for pæn. Alle scener er for rene og lyse, og halvdelen af filmen går med, at Eric får forklaret sin nye situation som levende død for sig, før han overhovedet går på den mission, det hele handler om.

Sammen med det faktum, at Bill Skarsgård og FKA Twigs tydeligvis ikke har fået øvet deres kemi nok, og at en essentiel birolle er blevet skrevet helt ud af manuskriptet, reducerer dette meningen med at lave en ny indspilning til praktisk talt at være  ikke-eksisterende.

Der må have været en måde at gå i dybden med Shellys karakter på, uden at det bliver på bekostning af hele grunden til, at fortællingen overhovedet eksisterer. Det giver en dårlig smag i munden, både på grund af forfatterens eget liv, men også set i bakspejlet af, at den første film på ulykkelig og uhyggelig vis blev Brandon Lees sidste.

’The Crow’ er måske bare en film, der ikke burde have været lavet. Nogle historier burde ikke genoplives, og ‘The Crow’s udnyttes her til et punkt, hvor intet af sjælen er tilbage. Så kunne de lige så godt bare have skrevet deres egen.

2024-filmen ærer hverken liv eller død eller minder fra dem, vi elsker. Derimod bliver en fortælling om sorg og skyld misbrugt, til der ikke længere er noget genkendeligt tilbage. Og hvad er meningen med det?