Sæsonen byder på et af de mest skelsættende årtier for både kongehuset og Storbritannien. Den hidtil høje kvalitet af handling, historier og skuespil fortsætter igennem denne sæson, som sætter fokus på to af landets mest ikoniske figurer – prinsesse Diana og Margaret Thatcher.

’The Crown’ lykkedes ikke kun med at portrættere dets virkelige personer med enorm detalje og nuance, men ligeledes at skabe et fiktivt univers med respekt for den tid og kultur, den skildrer.

Denne sæson byder på historiske begivenheder som konflikten i Nordirland, Falklandskrigen og Apartheid, samt det velkendte persongalleri – Dronning Elizabeth II (Olivia Coleman), Prins Phillip (Tobias Menzies), Prins Charles (Josh O’Conner) og Prinsesse Margaret (Helena Bonham Carter) som hovedkaraktererne.

’The Crown’ rammer nu et tidspunkt i historien, hvor endnu flere populære, folkekære og kendte ansigter gør deres indtræden. De nye karakterer er blandt andet Margaret Thatcher (Gillian Anderson) og Prinsesse Diana (Emma Corrin). 

Emma Corrin stråler som den naive og sørgmodige Diana

Diana besøger kongefamilien på slottet Balmoral i Skotland og skal for første gang gøre sit charmeindtog hos familien. Charles er splittet, men familien gør det klart, at det er på tide, at han får sig en kone, og Diana er et passende eksemplar. Kongefamilien vinder – de får deres vilje med valget af den kommende dronning.

The Peoples Princess bliver portrætteret bedre end det er set før. I stedet for at overgøre hendes åbenlyse træk, er der her fokuseret på alle de små detaljer. Alle de små manneurismer man ser i gestikulation, stemmeføring og ansigtsmimik. Hun virker hverken karikeret eller påtaget.

Der er en smuk skildring af Dianas sindstilstand hele serien igennem. Alt hvad der er royalt fremstår tomt, koldt og lukket for hende. Det bliver et symbol på den ensomhed, der altid har været en del af hende, og som end ikke folkets kærlighed kan gøre op med.

Der er en rørende scene, hvor hun danser for sig selv. Ikke kun fordi soundtracket til denne scene er Elton John – som jo spillede ‘Candle in the Wind’ til hendes begravelse – men også på grund af det dansen symboliserer for Diana. Først danser hun pænt og ordentligt, som hun bør, dernæst frit og glad som hun var, og til sidst vildt og frustreret som hun er nu.

Den forkælede prins udfolder sig

”Whatever in love means.” Det famøse citat kommer fra Charles, da parret er nyligt forlovede. Forholdet mellem Charles og Diana er et af seriens mest spændende dramaer. Hvad der på overfladen virker til at være et hårdt og kærlighedsløst ægteskab, gemmer på et enormt kompliceret kærlighedsforhold mellem to skrøbelige mennesker.

Charles’ udviklingshistorie er en af de mest interessante og bærende temaer igennem sæsonen. Der er en brutal scene med Diana, hvor Charles formår at balancere mellem at være en frustreret ung mand og en arrogant aristokrat fuldstændigt sublimt. Den forkælede og dugnakkede prins er tydeligvis et produkt af den følelseskolde og forventningsfulde opvækst, han har haft.

To giganter mødes

Dronning Elizabeth II er seriens omdrejningspunkt, og det er i høj grad hendes intense og dramatiske monologer, der bærer serien. Dem får vi desværre ikke ligeså mange af, som vi plejer. Til gengæld er det absolutte guldkorn, som hun leverer.

The Iron Lady gør sin entré, og dronningen får nu for første gang siden Churchill, en spændende ligemand til bords. Dronningens opgør med Thatcher mærkes intenst igennem alle ti afsnit.

Man mærker fra første færd en spænding mellem de to stærke kvinder – ”What of our moral economy?” som man også føler i dette citat fra en samtale mellem Dronningen og Thatcher. Begge har forudindtagede holdninger til hinanden, og begge bliver overraskede over den kvinde, de nu møder.

Serien viser en sjælden nuanceret skildring af Thatcher. Man ser hende som The Iron Lady, der laver benhårde politiske beslutninger, samt som en stærk kvinde der har kæmpet sig vej igennem et mandsdomineret samfund.

Et rørende drama, der skildrer det menneskelige i det ophøjede

Det er en forholdsvis sløv start på den nye sæson, og der går lidt tid, før man ryger med i stemningen, og tilbage i den tid, serien portrætterer.

Der mangler en rød tråd i de første par afsnit, hvor man føler et mærkbart skift fra handling til handling og år til år. Det er først fra afsnit fem, at der opstår er en tydelig gennemgående handling, som føles mindre opdelt.

”Everyone in this system is a lost, lonely, irrelevant outsider, apart from the one person, the only person, that matters. She’s the oxygen we all breath. The essence of all our duty.” Sådan beskriver Phillip kongefamilien og dronningen overfor Diana i en af seriens mest intense samtaler.

Citatet beskriver kongehusets kavalkade af sørgelige skæbner helt perfekt.  De er alle fortvivlede mennesker med uindfriede drømme og længsler. Og den eneste person det skal og bør handle om, er monarken – den til tider mest udramatiske, men dog mest alsidige karakter i serien.

’The Crown’ er en serie der holder seeren opslugt og spændt på, hvordan historien vil udfolde sig i de næste sæsoner. Den har ligeledes formået at ramme den perfekte linje mellem drama og historie.