Christopher Nolans sidste del af trilogien om Batman, The Dark Knight Rises, er ikke bare hypet til op over Batmanmaskens spidse ører – den er også imødeset med en så voldsom forventning som næsten ingen film kan tåle sig ventet med. Dette skyldes ikke mindst Christopher Nolan selv, som har fået kultstatus ikke bare med en film som Inception, men også trilogiens 2’er The Dark Knight, et mørkt højdepunkt i genren af superheltefilm med en uforglemmelig satan af en skurk i Heath Ledgers Joker.
Otte år er gået siden Batman tog skylden for den korrupte Harvey Dents død og i Gotham City er Batman lagt lige så meget for had af politiet som Harvey Dent tilbedes og glorificeres for sine tiltag mod organiseret kriminalitet som har gjort Gotham til en hel pæn by. Batman har forladt byen som superhelt non grata og Bruce Wayne er gået i nærmest depressivt eksil på familiegodset med dårligt ben og stok og har ikke vist sit ansigt i årevis. Et andet sted på samme tid har superskurken Bane rejst sig fra et underjordisk fængselshelvede med en hel særlig plan for Gotham City og for Batman. Bane, karakteriseret ved sin fysiske råstyrke og en maske der ligner en klam edderkop der har foldet benene om hans mund, har en intonation i sin stemme som giver en småcorny replik som ”Now is not the time for fear –that comes later” rislen ned ad ryggen og garanteret vished om at han er en genipsykopat i udførslen af sin hemmelige plan. Da han indtager Gotham City med sine undergangsvisioner er Bruce Wayne nødt til at finde Batmankostumet frem igen – til Alfreds store fortrydelse og pine og til Fox’ udelte glæde. Her fra er scenen sat til endnu et kapitel i den arme bys evindelige skæbne som skueplads og gladiatorarena for verdens samlede sum af ulykke og ondskab.
Anne Hathaway er en fornøjelse som Selina Kyle (Catwoman) – her er der fuldt hvepsetaljet lak-og-læder modspil til Batmans sorte mastodontoutfit. Tom Hardy kanaliserer den blideste ondskab som Bane og er tæt på et superskurkematch til Jokeren, forskellige som nat og dag som de er. Som den tredje nye karakter har vi Joseph Gorden-Levitt som den idealistiske politimand og Batmanfan, John Blake, der forsøger at navigere igennem dårlig politiledelse i sin beslutning om at gøre godt her i verden. De gamle kendinge i skikkelse af Gary Oldman, Morgan Freeman og Michael Caine er bare ren nydelse. Og Christian Bale – ja han ER jo Batman/Bruce Wayne.
Der er som altid, når det gælder Christopher Nolan, gang i mange forskellige steder og narrative tråde på en og samme tid. Da det også er en af tegneseriens karakteristika hører det helt hjemme i filmen, men det har også sine udfordringer når det gælder om at skabe en stram, sammenhængende historie som stadig skal bygges op til en samlet enhed der leverer en forløsning for dem der har været med på, hvad der kun kan betegnes som, en rejse med en tætpakket kuffert.
The Dark Knight Rises har forventeligt meget flotte effekter og som altid, sublime variationer over Batmobilen – der er virkelig gode karakterer, som trods deres begrænsede tid på lærredet fremstår nuancerede (og plagede) og der er de tungeste nærkampe som modstykke til de mere flyvske af slagsen. Der er fysisk smerte, nærmest uovervindelige udfordringer og så er der et hav af politiske kommentarer på alt fra miljø og klima, til Wall Streets grådighed og de såkaldte 98 % andres vilkår. Man fornemmer at Nolan synes at der er rigeligt dystopi at hente fra vores virkelige verden.
Samlet set er The Dark Knight Rises et velkonstrueret bud på at få afsluttet en trilogi. Ligesom i The Dark Knight sker der så meget at filmen indbyder til at skulle ses igen så man bedre kan nyde de enkelte scener, historier og locations når man nu har den større historie på plads. Der vil den bestemt ikke skuffe. Det gør den nu heller ikke ved første gennemsyn, hvor der endda blev plads til et par fugtige øjne mod slutningen, men den rammer heller ikke de høje nagler som man kunne have håbet på. Dertil er der for meget der skal med og det er umuligt at dvæle nok ved dele der tørster efter at blive dvælet mere ved – ikke mindst de mere dystre og mørke sider, som denne anmelder er kronisk fan af. Så den skal ses igen – ingen tvivl om det – for at opnå den komplette tilfredsstillelse altså.
