Man kan ikke kalde ’The Daughter’ en behagelig filmoplevelse, og du går formentlig ikke fra filmen med en god følelse i maven, men nogle gange er det en rigtig god ting!

Når man skriver et manuskript, er en af de første udfordringer at skabe gode karakterer. Karaktererne er ofte, hvad der former en historie, og hvis man ikke kan skabe rigtige og sympatiske mennesker, vil det ofte være svært at skabe en god film. En af mange tilgange til dette er at skrive en baggrundshistorie. Hvad har personerne oplevet før filmens start, og hvordan har det formet dem som mennesker? ’The Daughter’ handler om disse baggrundshistorier, og selvom vi får mange svar, var jeg altid på udkig efter det næste. Hvad har skabt sådan en distance mellem far og søn? Hvorfor har vennens far været i fængsel? Hvad er der med den datter?

Ubehag på den gode måde
Det er svært at beskrive handlingsforløbet i ’The Daughter’ uden at fortælle for meget, og det er især fordi, filmen ikke kun har én hovedperson. I første omgang ligger fokus på den opsætsige Christian, som skal til sin fars bryllup. Faderen skal giftes med en kvinde på Christians alder, og dette er bare én af mange grunde til, at Christian er rasende på sin far. Christians bedste ven Oliver er dog en mindst lige så vigtig karakter, og måske er især hans datter Hedwig (deraf titlen) en hovedperson. Vi følger en stor gruppe karakterer, og selvom de ikke alle er lige sympatiske, får man en stor forståelse og medfølelse for langt de fleste, inden filmen er ovre.

Så hvorfor påstår jeg, at dette er en ubehagelig eller stærk film? Det lyder da bare som et familiedrama. Det er det muligvis også, men det er absolut ikke en historie for hele familien. Jeg sad gennem langt det meste af filmen og var bange for, hvad der ville ske med Hedwig, og selvom det ikke gik, som jeg forventede, var det ikke rart. Det var til gengæld utrolig stærkt. Alle de baggrundshistorier, vi bliver fortalt i løbet af filmen, er ekstremt velskrevne, meget menneskelige og frem for alt rigtig ubehagelige.

Fremragende skuespil
Skuespillet er simpelthen fænomenalt. Christian spilles af Paul Schneider, som jeg indtil ’the Daughter’ kun kendte fra ’Parks and Recreation’, og det er en helt anden side af sit talent, han viser i denne film. Schneider formår på én gang at være manipulerende, slesk og ekstremt sympatisk, og han var ikke engang den, der imponerede mig mest. Jeg var totalt ubekendt med både Ewen Leslie og Odessa Young, som henholdsvis spiller Oliver og Hedwig, og de formåede begge at skabe menneskelige og dragende karakterer, som man bare ønsker det godt for (selvom man godt ved, det næppe kommer til at gå så vel).

Filmen indeholder en masse naturbilleder med overlappet dialog fra samtaler, der typisk ikke bliver filmet. Det er rigtig forfriskende ikke at se de klassiske over-the-shoulder-samtaler, hvor fokus skifter fra den ene karakter til den anden og tilbage igen, men naturbilleder er også kun spændende at se på i en begrænset periode. Jeg må indrømme, at jeg blev en smule træt af at se på dugvåde græsplæner, inden ’the Daughter’ var overstået, om end det absolut havde en idé bag sig. Det var dog stadig primært positivt, da filmen havde været noget mindre interessant at se på, hvis den var bygget op af klassiske dialogscener.

’The Daughter’ er en stærk film på næsten alle fronter, og jeg tror, at den vil få tårerne frem hos mange, om end den ikke helt nåede derop for mig.