Med The Deep Blue Sea cementerer Terence Davies for alvor sit unægtelige talent for at skabe stemningsmættede filmuniverser af smukke billeder med blødt lys og rolige kompositioner. Det er dog også netop det visuelle, der bliver det bærende element i filmoplevelsen, hvor dialogen desværre spænder ben for karakterudformning og indlevelse.

The Deep Blue Sea, ikke at forveksle med hajfilmen fra 1999 af samme navn, er engelske Terence Davies’ første spillefilm siden The House of Mirth fra 2000.
Med Terence Rattigans teaterstykke fra 1952 som forlæg skaber Davies sit typisk semi-selvbiografiske univers, der på nostalgisk vis udstråler fascinationen af efterkrigstidens England med hovedtemaerne ensomhed og fortvivlelse.
Filmen foregår i London omkring 1950, hvor den smukke Hester (Rachel Weisz) har forladt sin ægtemand (Simon Russell Beale) til fordel for affæren med den tidligere Air Force Pilot, Freddie Page (Tom Hiddleston).
Vi introduceres for Hester i hendes mørke, næsten klaustrofobiske lejlighed, hvor hun er ved at forberede sit selvmord. Hun skriver et kort afskedsbrev til Freddie og placerer det nænsomt på kaminhylden, hvorefter hun sluger en håndfuld piller, skruer op for gassen og lægger sig til at dø.
De hjerteskærende toner fra Samuel Barbers Concerto for Violin and Orchestra understreger den dramatiske stemning.

Resten af filmen skildrer et skelsættende døgn i Hesters liv, og hvad der ligger til grund for selvmordsforsøget. I en blanding af flashbacks og reel tid viser det sig, at hendes liv med Freddie på ingen måde blev hvad hun havde håbet på. Hendes dybtfølte kærlighed for ham gengældes ikke i tilsvarende grad, og hun må beherske og undertrykke sine følelser både i angst for at miste Freddie, men også for at tækkes de gældende samfundsnormer.
Terence Davies har formået at skabe en film, der er en sand fryd for enhver æstetikers øje. Der er tydeligvis kræset for det visuelle ned til mindste detalje, hvor hver eneste rekvisit er udvalgt med største omhu, så alle scener bliver hele kunstværker i sig selv.
Den følelsestunge underlægningsmusik, der er yderst velvalgt, udelades i lange passager, hvilket fremhæver den trykkende stilhed der opstår i pauserne mellem replikkerne. I kombination frembringer lyd- og billedsiden således et enormt stemningsrigt portræt af både personerne og deres samtid.

Rachel Weisz er fantastisk i rollen som den ulykkelige og fortvivlede Hester, der må undertrykke sine passionerede følelser over for både den mand hun elsker, og ligeså over for det bornerte efterkrigssamfund.  De to mandlige hovedroller gør det også godt, men det kan diskuteres hvor velcastede de er til deres pågældende roller.
Der er, efter anmelderens mening, simpelthen ikke kemi mellem Weisz og Hiddleston, og så er det (på det fiktive plan) svært at forestille sig, hvad Hester ser i den barnlige og uansvarlige Freddie. Derudover svigtes alle tre skuespillere lidt af den, til tider, sparsomme dialog, der ikke lader figurerne og deres indbyrdes forhold blive autentiske nok til at engagere publikum følelsesmæssigt. Der er derfor ikke skabt grundlag for den unødvendigt langtrukne afskedsscene,der slutteligt heller ikke formår at være synderligt medrivende. Muligvis er det også filmlængden, på kun 98 min., der ikke tillader pompøse afslutninger som denne.
Det er ligeledes svært at forestille sig, at den smukke Hester ville nøjes med den så meget ældre og aldeles usprælske ægtemand; men ikke desto mindre, takket være Beales og Weiszs skuespilspræstationer, udløser deres fælles scener nogle af de mest rørende øjeblikke.
På trods af at filmen halter på afgørende punkter, skal The Deep Blue Sea alligevel anbefales, ikke mindst for sin skønhed, stemningsautencitet og nostalgi.