Alexander Payne er en instruktør, der har skabt sig en både kommercielt og kunstnerisk rig karriere med bl.a. karakterdramaerne Rundt om Schmidt og Sideways, der begge med et glimt i øjet har rørt både anmeldere, publikum og tydeligvis også prisuddelere. Nu har han skrevet endnu en film på cv’et; dramaet The Descendants, der leverer en både rørende og underholdende historie med George Clooney i hovedrollen.

Af Kasper Vegeberg

Filmen foregår i maleriske, hawaianske omgivelser, som mange ynder at kalde paradis. Denne påstand er landbaronen Matt King (Clooney) dog ikke enig i – navnlig ikke på det seneste, hvor hans kone ligger for døden i koma, og han må tage sig af sine to døtre alene for første gang. Der går da heller ikke længe, før den rebelske teenage-datter afslører for ham, at hans kone var ham utro.

The Descendants cirkulerer om nogle interessante temaer, som skyller ind over George Clooneys karakter og sætter ham i vildrede om, hvordan han skal håndtere den store salgsaftale, han står midt i – især da en af de involverede måske er hans døende kones elsker. En følelse af hævn kombineres med en ansvarsfølelse over for samfund og familie, og oven i det kommer skyldfølelsen over det tomme forhold, han har haft til sit livs kærlighed, der nu er døende. Dette er en potent kerne til et karakterdrama, og Clooneys mange-dimensionerede præstation er helt igennem kompetent som forventet.

Men hvor hovedpersonen synes at have et væld af interessante lag og dimensioner, ser det ud til at mangle hos de resterende roller. Flere af dem er ganske forudsigelige, endda fra før filmen går i gang. Selvfølgelig er det en oprørsk teenager med en indre vrede vendt mod sine forældre, der skal opdrages igennem krisen. Selvfølgelig har hun et comic relief af en dum kæreste, der trækker dramaet i den lystige retning, når det er nødvendigt. Og selvfølgelig er der forretningsmænd fra den kolde top af handelsverdenen, hvor Matt arbejder, der gerne vil udnytte ham. Og her skuffer Alexander Payne, hvis både sjove og ”overfladiske” karakterer altid viser sig at have mere dybde end som så.

The Descendants er nomineret til alle de store priser i Oscar-ræset, og man fornemmer hvorfor. Der lugter langt væk af Oscar-bait – de store følelser, det stille og følsomme soundtrack, de storsælgende skuespillere i små, afgørende roller. Alt, hvad det Amerikanske Filmakademi elsker.

Men selvom denne beskrivelse nok kan forekomme som en kritik af filmens åbenlyse virkemidler  – hvilket den givetvis også er – så skal det hurtigt og klart siges, at de store følelser rækker professionelt ud til publikum på måder, som netop kun en Oscar-darling kan præstere. Og det på trods af dens gennemskuelighed. Der vil helt sikkert blive grædt, og der vil helt sikkert blive grinet. Clooney trækker i samarbejde med Payne publikum lige derhen, hvor han vil have dem, og han gør det med et fint gran selvironi og total mangel på frygt for ikke at leve op til sit playboy-image. Han kan meget mere end at sælge kaffemaskiner til jul!

Og det samme kan holdet bag kameraet (kaffereklamer eller ej). Paradisbillederne som en kunstig ramme om handlingen danner en perfekt modsætning til de negativt ladede følelser, som udgør filmens centrale indhold. Det er smukt at se på, og det er gjort med en elegance, der mikser den farverige scenografi med en personlig og ofte legende stil.

The Descendants er en glimrende Hollywood-perle med hjertet på det rette sted. Den bevæger, berører og beviser at der stadig er god grund til at gå i biografen. Så det vil jeg foreslå, at du gør.