Teologisk mordmysterie tilsat en knivspids overnaturlig djævelskab er ikke så terroriserende, som det gerne vil være. Det ægte gys skal derimod findes i den kaotiske produktion og distribution af filmen, der må være forbandet af den behornede selv.
’The Devil’s Hand’ (også kendt som ’The Devil’s Rapture’, tidligere ’The Occult’, der før har gået under navnet ’Where the Devil Hides’) blev sidste år listet af bagvejen ud på VOD-markedet uden nævneværdig markedsføring. Udgivelsesdatoen har ligeledes været genstand for gentagende ændringer, og det er sjældent gode tegn. De ansvarlige bag har tydeligvis søsat dette horror-projekt blottet for selvtillid, og efter at have overværet Christian E. Christiansens (’Råzone’) fejlslagne slashergyser forstår jeg hvorfor.
666 – ja, det er der, vi er
Jeg kan ligeså godt afsløre det med det samme. ’The Devil’s Hand’ er ikke en god film. Tag en solid dosis af Wes Cravens uheldige horrorfortælling ’My Soul to Take’, drys dertil en anelse af den tamme og forvirrende high-school gyser ’The Haunting of Molly Hartley’ og gæt selv resultatet. Plottet er bemærkelsesværdigt tæt på kombinationen af de to forvrøvlede eksempler.
Seks piger bringes til verden den sjette juni (666? Sikke de kan!) i et lukket religiøst samfund. Ifølge en gammel profeti er denne usædvanlige tilvejebringelse en uheldig affære, da det er et tegn fra Satan selv. Den dag pigerne fylder 18, vil én af disse unge, uskyldige piger agere djævlens hånd, og det er noget, de færreste kan bruge til noget konstruktivt. En ’Scream’-klædt morder, sort kutte med hætte, sørger dog for, i dagene op til den famøse fødselsdag, at pigerne aldrig ville kunne nå at erhverve dansk kørekort, og at det onde fra helvede altså ikke kan få sin ankomst. Selvfølgelig er der kilet en teen-romance ind mellem uhyrlighederne – Gud fri mig vel. Hvem er denne morder? Er 666 virkelig bæstets tal? En tåbelig præmis, der er ligeså tåbeligt udført.
Flere forskellige klippere har været inde over filmen, og det forklarer, hvorfor adskillige scener virker malplacerede og usammenhængende. Dialog fra et formodet originalt cut er genanvendt under åbningsscenen, der klodset fremlægger hele historien for den undrende tilskuer. Dette ser jeg som et lettere desperat forsøg på at skabe drift og fremgang i et plot der, trods sine kun 86 minutter, føles som det dobbelte.
Længsel efter den gode gyser
’The Devil’s Hand’ forsøger sig med en hyldest til sataniske klassikere fra 70’erne og knivbærende maskerede dræbere fra 80’erne – indrammet i en moderne melodramatisk teenage-fortælling. Intet af det fungerer, og især den påklistrede romance bliver decideret pinlig. Christian E. Christiansens forbilleder ender på den baggrund med at stå endnu stærkere og minder os om, at en rigtig vellykket horrorfilm hører til sjældenhederne.
Det ville have klædt filmen at skrabe mere i overfladen af, hvad fundamental religiøs dyrkelse gør ved unge sårbare mennesker, der befinder sig i grænselandet mellem barn og voksen – især da det overraskende få gange er blevet udforsket på det store lærred. I stedet får vi serveret en tam omgang slasher-kliché med hule, endimensionale karakterer, der blot venter på at blive ryddet af vejen.
Et par formildende omstændigheder redder dog ’The Devil’s Hand’ fra at ende som en fatal fiasko. Veteranen, Colm Meaney (’Con Air’, ’The Last of the Mohicans’), overspiller på underholdende diabolsk facon som det religiøse samfunds overhoved. Utroværdigt og karikeret som bare Fanden, men samtidigt håbefuldt tiltrængt ovenpå leveringen af den tørre og flade fortælling. Afsløringen af den hætteklædte morder havde jeg ganske enkelt heller ikke set komme, og i de sidste par minutter rystes et par ekstra effektive overraskelser ud af ærmet, og det virker som om, at filmen pludselig kommer i tanke om, at der er nogle horror-klassikere, den gerne vil byde op til skærsilds-dans.