Coke med mor og sex med hendes kæreste. I dette bud på en 70’er teenagefilm skal man ikke lede længe efter noget interessant at skrive i sin dagbog.

Vi møder Minnie Goetze, da hun lige har haft sex for første gang. Hun er helt sikker på at oplevelsen har ændret hendes fremtræden og udseende, så hun begynder straks at føre dagbog for at kunne dokumentere forandringen. Minnie er 15 år gammel og undergår denne fantastiske forvandling i midt 70’ernes San Francisco, hvor hun bor med sin søster og mor. Moren er typen, der ikke kan leve uden en mand, som gerne refererer til nyhederne som misygynt-fascistiske, og som går en del mere til coke-fester end skole-hjem-samtaler. Måske er det en af grundene til, at Minnies første elsker også er hendes mors kæreste.

Stedfar, mor og børn
Det er ikke let at skildre teenagere på film. Irrationelle følelsesudbrud og forskruede kropsbilleder ender nemlig ofte som parodier, hvor man mister fornemmelsen af, at der skal forestille sig at være et menneske under alle hormonerne. Her har man dog gjort Minnie til en reel karakter, der er godt selskab gennem alle filmens 102 minutter. Både fordi man elegant har undgået de værste teenklichéer, og fordi hun spilles følsomt af Bel Powley. En blanding af kvindefrigørelse i luften, ironiske kommentarer og total usikkerhed tilfører den selvfølgelige voice-over en god portion quirk.

Kristen Wiig rammer balancen mellem karikatur og sensibilitet i sit portræt af Minnies mor Charlotte. Fra at danse i stuen med en cigaret i hånden til at råbe af fjernsynet og endelig til det øjeblik, hvor det går op for hende, at hun nok er ved at blive misundelig på sin egen datter.

Alexander Skarsgård er desuden brilliant som Monroe, hvis regnorme-rygrad på ingen måde forhindrer ham i at gå i seng med den 15-årige datter til hans kæreste. I begyndelsen er han så charmerende, at man selv begynder at drømme sig ind på hotelværelset til ham, men efterhånden som Minnie modnes, bliver han en pestilens af en voksen mand, der ikke kan holde nallerne for sig selv. Vi har altså et forhold mellem en ung pige og en 30-something mand, hvor der er plads til andre refleksioner, end at det er forkert, hvilket i sig selv er befriende.

Polaroide teenfantasier
Cinematografen Brandon Trost, der er mest kendt for at have fotograferet Seth Rogen-komedier som ‘Bad Neighbours’ og ‘The Interview’, skal især roses for sit arbejde med at give ‘The Diary of a Teenage Girl’ sit 70’er look. Alt er i støvede, gulbrune farver og lettere overeksponeret, så det føles som om, man besøger et ældre polaroidfoto, når man inviteres indenfor i Minnies verden. En del animation i samme stil som de tegninger Minnie selv laver, præger desuden billedsiden. Nogen vil måske slå knirkende indiealarm her, men overordnet er det virkelig fint integreret og kommer selvfølgelig bedst til sin ret i scener, hvor rus eller angst skal beskrives.

Således inviteres man ind i teenagerens verden, hvor de fleste nok har været før, men som ikke altid oversættes elegant til film. Der skal eksperimenteres med sex, stoffer og at slikke på væggen, der hvor éns Iggy Pop plakat hænger, for at se om man kan finde en lille pik derinde et sted.