The Disaster Artist -

Tommy Wiseau er alting på én gang, og James Franco formår at være næsten ligeså mange ting. Magen til ambivalens skal man lede længe efter.

’The Room’ er et genialt og forfærdeligt mesterværk af en møgfilm, som på den sidste halvanden dekade er blevet en af de mest elskede kultfilm i historien. Tommy Wiseau, som både er instruktøren, hovedrolleindehaveren og producenten bag filmen, er en om muligt større legende og et omvandrende mysterium. Et mysterium som James Franco – instruktør, hovedrolleindehaver og producent på ’The Disaster Artist’ – nu vil løse.

Det legesyge komediedrama skildrer Tommy og hans bedste ven Greg (Dave Franco) i deres spæde start som skuespillere i LA og under tilblivelsen af deres efterhånden mytologiske makværk. Historien fokuserer primært på de to herrers venskab, som skildres fornemt af brødrene Franco.

Oh hi, Zac Efron!
Især rollebesætningen er der kælet for. Ud over to formstærke Francobrødre kan olympiske navne som Allison Brie, Bryan Cranston, Bob Odenkirk og Seth Rogen ses i selskab med selveste Zac Efron i sin bedste og dummeste birolle til dato. Alle brødrenes venner er med, og præstationerne er præget at veloplagthed, som holder humoren i høj kvalitet.

For specielt i første halvdel af filmen er latteren hyppig. Dette skyldes især Francos umådeligt kærlige imitation af auteuren Wiseau, som med sin virkelighedsfjerne opførsel og accent er en oplagt klovn. Hans samtaler med vennen Greg er fremragende, komiske og hjertevarme, hvilket i høj grad kan tilskrives Dave Franco, som giver en subtilt nøjagtig imitation af Greg Sestero, hvilket Room-entusiaster utvivlsomt vil bemærke og sætte pris på.

You are tearing me apart, Franco!
Efter at have hygget med James, Dave og deres venner i lidt over en time bliver det så tid til at kigge på den anden side af den talentløse mønt. For selvfølgelig kan Tommy ikke bare få lov at vandre idiotisk og sjov rundt i LA. Det skal jo gå galt. Francos optræden som Tommy er en rejse i sig selv. I de første scener forekommer den dum og parodiagtig, hvorefter den bliver mere afbalanceret og decideret sjov. Så bliver han et monster.

Portrættet af Wiseau som en til tider modbydelig og uhyggelig mand er modig, da det ikke er den side af herren, der normalt dyrkes af ’The Room’s fanbase. Det er et gennemgående tema, at Tommy konstant bliver fortalt, hvorledes han egner sig bedre som filmskurk end filmhelt, hvilket piner ham voldsomt. ’The Disaster Artist’ gør en dyd ud af at vise Tommy, som det tragiske monster, han ikke kan undgå at være.

I did not hit her! I did noarhhht!
Selvom det er modigt at skifte så voldsomt imellem komedie og en ærlig skildring af en tilsyneladende dybt sindsforvirret nulevende person, er det også her filmen får sine problemer. For eksempel efter en ret modbydelig sekvens, hvor Tommy ydmyger en skuespillerinde under filmningen af en sexscene, er det svært at hylde ham uproblematisk som sympatisk idiot i filmens slutning, som synes at forsøge netop dette.

Francos kærlighedsprojekt forsøger at være både en absurd komedie om kompromisløs ambition og kreativitet à la Tim Burtons ’Ed Wood’ og et ærligt portræt af et dybt problematisk individ. Desværre går de to vinkler i vejen for hinanden, hvilket hæmmer fornøjelsen af filmen betydeligt.

’The Disaster Artist’ er en udmærket introduktion til Tommy Wiseaus vidunderligt forfærdelige univers og en enormt sjov – om end voldsomt toneforvirret – film i sig selv. En tydelig forståelse for den oprindelige film skinner igennem, og så er der oven i købet et ekstra stykke guf til Tommys fans efter rulleteksterne.