Jeg elsker at kigge i gamle tegneserier som Flash Gordon og Planet Comics. Ud over den åbenlyse patina der stråler ud af hæfternes gulnede sider, åbner der sig også små huller ind til en tidskapsel, når øjet løber ned over de farverige tegninger.

Det er som en kulturel historiebog, et stilistisk indblik i fortiden. Og på grund af bladenes fokus på Sci-Fi, bliver det altid også et blik på fremtiden. Men det er et blik på en fremtid som den sås forestillet i 50’ernes modeæstetiske lys, med alt hvad den kunne trække af tætsiddende kedeldragter og revolverformede, laserskydende våben.

De fleste af disse fantastiske historier er dateret til at foregå i begyndelsen af det 21.århundrede. Da bliver det pludseligt klart at det blot er en forestillet fremtid, en gisning om en verden, der nu hvor denne fortids fremtid er oprundet, på ingen måde ser ud som den gjorde i Flash Gordon.

Bevares, det er jo tegneserier vi snakker om, fri fantasi. Men det er netop fantasien der gør os i stand til at forme tanker om tiden der kommer. Og disse forestillinger er æstetisk altid dikteret af det vi ved noget om; nutiden og fortiden.

Fortidens fremtid
Det samme udgangspunkt gør sig gældende for ‘The Double’. Her er den forstillede fremtid dystopisk. Livet arbejdes væk for en usynlig chef og anerkendelsen fra selvsamme er derfor ikkeeksisterende. Her finder vi Simon James, en grå mus blandt millioner, komplet i jakkesæt og forstenet ansigtsmimik.

Men Simon har set lyset indenunder den grå facade – han prøver ihærdigt at få sit nyeste projekt trumfet igennem, op og ud af de endeløse rækker af kontorlandskaber. Men grundet Simons kejtede facon udadtil, forbliver hans idé, en idé.

Lige indtil den dag hvor kontormarkernes nyeste ansigt træder frem; James Simon. Et ansigt der ligner Simons til forveksling. Så meget, at de to indgår en aftale om at fuldføre Simons projekt med James som galionsfigur. James der, på lige nær udseendet, er Simons komplette modsætning.

Litteraturens dobbeltgænger
I Richard Ayoades (ja, Maurice fra The IT Crowd) anden spillefilm, optræder fortiden i mange afskygninger. Historien om dobbeltgængerne Simon og James er taget fra Fjodor Dostojevskij’s Dobbeltgængeren. En bog fra starten af 1800-tallet som på mange måder skildre det gryende moderne menneske.

Tematikkerne er ikke ulige den som skildres hos Ayoades. Det er i begge tilfælde historien om et menneske der i higen efter social status må maskere sig selv i aggressiv og eksplicit fremtoning. Et fællesmenneskeligt træk og et fint udgangspunkt for fortællingen om Simon og James.

Til formålet har Ayoades, som Flash Gordon med omvendt fortegn, maskeret sin egen fremtidsdystopi i 30’ernes modeæstetiske klæder. Det vækker kraftige associationer til Orson Welles filmatisering af Kafka’s ‘Processen’. Så meget, at det kunne have kammet over i en filmhistorisk dobbeltgænger.

Men Ayoades afdæmpede og enormt velplacerede humor gør forskellen og sætter ‘The Double’ i sin egen moderne kørebane – komplet med en popkulturel cameo fra indielegenden i Dinosaur Jr., J. Mascis.

Og det fungerer til fulde. Men det vækker samtidig klare referencer til landsmanden Terry Gilliam og hans ‘Brazil’. Her og der ses Gilliams mærkværdige fodaftryk dybt i folderne på ‘The Double’s filmrulle. I den afstumpede og ufuldstændige dialog, i det hakkende og spruttende soundtrack, ja sågar i måden hvorpå kameraet hopper og danser sig vej igennem scenerne.

Eisenbergs dobbelte spil
Richard Ayoades formår ikke at slippe helt fra sine forbilleders skygge. Prikken over i’et sætter han dog med castingen af Jesse Eisenberg i den dobbelte hovederolle. Han formår på ypperligste vis at skildre de diamentrale forskelle i Simon og James, både i sin dialog men især i sin alsidige mimik. Det er en levering der giver indtrykket af hovedepersonernes forskellige karakterer men også af deres fællespersonlighed. Et spil der sætter én i konstant tvivl om hvem der egentlig er hvem.

‘The Double’ er et venligt nik mod både den nyere og lidt ældre fortid, men er helt sig selv i sin sikkert leverede humor og med en velspillende Eisenberg der leverer en af karrierens hidtil bedste roller. Dobbelte tommelfingre opad for denne toer.