Britisk miniserie af Francesca Brill og Luke Watson skuffer fælt ved at vælge floskler fremfor ægte følelser.

En familie er samlet. Træernes grønne blade bruser, og vandet i søen forvandler solens stråler til stjerner. Legen mellem en kvinde og en lille dreng skaber latter og nærhed. Efter en tid efterlader hun ham legende med en sejlbåd ved søens kant. Men noget ildevarslende sniger sig ind på idyllen. Kvinden skriger og alles opmærksomhed rettes med ét mod hende.

For ti år siden forsvandt Jodies fireårige søn Tom. Man formoder at han druknede i en sø, men liget er aldrig blevet fundet.

Siden tragedien har Jodie lukket sig mere og mere af for omverdenen. Hun er blevet et hylster – en tom skal. Hendes mand har giftet sig med hendes dengang tætteste veninde, og hun har brudt med sin familie. Hendes økonomi skranter, og da hun er på vej til et møde med en potentiel kunde, der kan redde hendes firma fra konkurs, sker der noget uventet.

Hun ser en dreng, der ligner hendes søn. Fra det øjeblik går hun i trance. Hun har kun blik for én ting – at bevise, at det må være hendes søn. Det lykkedes at få et job den skole, han går på, og gradvis kommer hun tættere på ham.

Hendes trance fungerer som et mentalt skjold mod andres skepsis, for ingen tror på hende. Men hun er sikker. Det ér Tom.

Seriens fire afsnit kredser om drengens sande identitet, og hvad der skete den dag ved søen.

Billedskabende og stemningsfuld lydside

Jodies trancetilstand forstærkes af en billedskabende og stemningsfuld lydside. Man hører lyden af vand, som skaber associationer til den sø, man tror, Tom er druknet i. Det minder mig også om at befinde sig i en tilstand af hypnose, hvor man kun har blik for en ting.

Hver afsnit indledes med en kort sekvens fra den dag Tom forsvandt. For hver episode afsløres endnu en bid.

Filmet i drømmende og uskarpe billede, som fotografier fra fortiden, der gradvis falmer. Det fanger mig og vækker min nysgerrighed.

Frustrerende er det, at lydsiden og afsnittenes intro står så uendeligt alene.

For serien virker ikke interesseret i at fortælle os en historie med psykologisk dybde. Nej, formålet er snarere at lave en overfladisk spændingsserie, og tager undervejs en eviggyldig beretning om knugende sorg og uvished som gidsel.

Klicheer siver ned i skuespillernes præstationer

Protagonisten Jodie spillet af Jill Halfpenny, hvis eneste fokus er at få sin søn tilbage, ser vi stort set kun være vred og frustreret. Det gør, at jeg ikke kan mærke hendes smerte.

Rupert Penry-Jones som gestalter rollen som Mark Tanner, der måske er Toms bortfører, brillerede med en mange facetteret præstation i den dramatiske og velskrevne engelske krimiserie ’Whitechapel’. Men i ’The Drowning’ er hans karakter ren overflade, selvom han står i en livsomvæltende situation.

Ikke engang drengen virker synderligt påvirket, selvom mødet med Jodie gør ham i tvivl om, hvem han er, og hvor han kommer fra. Det skyldes, at manuskriptets ødsle brug af klicheer siver ned i skuespillernes præstationer. Den overfladiske skildring blokerer for indlevelsen i karaktererne. Som beretningen skrider frem, bliver den banale måde at skildre komplekse emotionelle tilstande og dramatiske situationer efterhånden ofte ufrivillig komisk.

Serien mangler et fundament. For når jeg ikke bliver følelsesmæssigt investeret i karaktererne og deres historie, bliver jeg på ingen måde engageret i, hvorvidt drengen virkelig er Tom som forsvandt for ti år siden? Og det betyder, at dét der kunne have været en fængslende og hjertegribende fortælling efterlader mig med en følelse af ligegyldighed.

Anmeldelsen er skrevet på baggrund af hele serien.