I august måned for snart 11 år siden forlod jeg min sikre privatskole i det midtjyske ”højland” til fordel for et ophold på en ægte amerikansk high school i den højreligiøse kartoffeldyrkende stat Idaho. Før min afrejse havde jeg naturligvis gjort mig store tanker om mit forestående ophold. Hvordan ville jeg passe ind? Hvordan var livet egentligt som ung amerikaner? Oplyst ikke af egentlige fakta, men film som ’10 Things I Hate About You’, ’Mean Girls’ og ’She’s All That’, drog jeg af sted til guds eget land (det vestlige, ikke det mellemøstlige). Mine forventninger til high school og særligt grupperingerne, som jeg havde oplevet på det store billedrørs-B&O i stuen skulle vise sig at stemme godt overens med virkeligheden. Måske er det netop derfor, jeg stadig den dag i dag sætter enormt stor pris på teen-rom-coms omhandlende high school-konstellationer og de akavede teenageår.

I ’The DUFF’ møder vi igen alle de karikerede grupperinger, dog ikke så udtrykt som i ’Mean Girls’ og lign. Præmissen for ’The DUFF’ er, at hver enkelt gruppe indeholder en såkaldt Designated Ugly Fat Friend (DUFF). I ’The DUFF’ får Bianca (Mae Whitman) vished om sin DUFF-status igennem hendes mangeårige nabo Wesley (Robbie Amell). Den unge Wesley, med mavemuskler så skarpe at selv Taylor Lautner må skamme sig og et smil der alene kan smelte indlandsisen på Grønland, er så flink at forklare Bianca, hvordan hun er den pige, man snakker med for at komme tættere på hendes to flotte veninder. Desværre for Biancas selvopfattelse kan hun godt se, at der må være noget om snakken, og hun bønfalder Wesley om at hjælpe hende med at komme ud af DUFF-rollen.

En opskrift der fungerer
Lad mig lige slå fast med syvtommersøm at ’The DUFF’ til tider fremstår pubertær, men det skal en teen-rom-com være. Fyldt med klichéer om de borderline retarderede jocks, den super overfladiske skoleskønhed/heks og den nørdede pige der hellere vil passe ind end at være sig selv. Tilsæt derefter en række jokes om bryster, kønsdele, sex etc. og nyd det endelige produkt. Et produkt der igen og igen leverer den næsten identiske konklusion ”du skal være dig selv for at være lykkelig”. For en voksen mand/kvinde der for længst har fundet sig selv på en backpacker-tur i Sydøstasien eller i bunden af en Bjørnebryg på bodegaen, kan denne konklusion virke en anelse opbrugt. Men for de snotforvirrede High School-elever i USA, der igennem fire år konkurrerer i en lang og ligegyldig popularitetskonkurrence, er det forsat en vigtig lektie. ’The DUFF’ gør dermed et ganske glimrende stykke arbejde med at være netop lige det genren tillader den at være; en let fordøjeligt og dog meget underholdende film. I samme stil som tidligere genrefilm som ’Easy A’ og ’Mean Girls’ formår filmen både at skabe store grin og være tåkrummende pinlig. Det eneste ’The DUFF’ synes at mangle er et konsekvent højt niveau på dialog-siden, for selvom den rammer plet med skarpe, underholdende one-liners, synes den til tider en anelse træg i den almene dialog, der skal opbygge karaktererne.

Jeg mener bestemt, at ’The DUFF’ er et spændende bekendtskab, hvis man mentalt kan bevæge sig tilbage til ens egne teenageår, hvor det betød noget at hænge med de rigtige kliker, og hvor man troede, at de år man gennemgik var de vigtigste nogensinde. På min high school var der i hvert fald ingen tvivl om, at disse år var de vigtigste i ens liv, de år der definerede en, og de år der skabte basis for din fremtid. Måske netop derfor sætter jeg så stor pris på denne genre og ’The DUFF’, da man som ældre kan genkende det latterlige teenageverdensbillede og blot grine af det hele – også de mest klichéfyldte udviklinger. Til sidst vil jeg understrege, at jeg på ingen måder var nogen DUFF, en DUFF vinder ikke ligefrem high school-prisen som ’Most likely to be the next American top model’.