Sidse Babett Knudsen svinger mesterligt pisken i Peter Stricklands æstetiske sommerfuglespil. Men selv en hærdet dominatrix kan føle sig fanget bag det stramme korset.
Der findes et sted, hvor der kun bor vintageklædte kvinder med forkærlighed for insekter. Her antager dagene gentagelsens evindelige mønster: En gang imellem går man til sommerfugleforedrag, til tider tager man på biblioteket for at studere larver og møl og ofte kan man findes i færd med at granske den gråbåndede bredpandes særlige rytme eller terningsommerfuglens habitat.
Gentagelsen danner i det hele taget rammen for Evelyns og Cynthias samliv. De opfører dagligt et sadomasochistisk kammerspil, hvor den unge Evelyn (Chiara D’Anna) ifører sig stuepigeuniform og lader sig tryne og ydmyge af den ældre dominatrix, Cynthia (Sidse Babett Knudsen).
”Puds mine støvler eller du bliver straffet” hundser en opdullet Cynthia med fattet røst og erotisk sminkede øjne. Men røsten bævrer og blikket flakker. Er Cynthia ved at miste kontrollen? Har hun nogensinde haft den? Og har Evelyn pudset andres støvler på det sidste?
Et bizart mikrokosmos
Fløjlstunge gardiner, støvede sommerfuglestudier og den afsidesliggende isolation skaber et ideelt rum for granskning af universelle temaer. Kærlighedens spil og fængslende magt er – på godt og ondt – almene vilkår. Men det er kunstens opgave at male disse vilkår frem i al deres skræmmende tydelighed, uden dog at udpensle noget. Var dette Peter Stricklands intention, kommer han da også heldigt i mål.
Med sparsom dialog udstiller, men ikke udleverer han sine karakterer, som bibeholder en sitrende mystik. Rent fysisk kommer vi dog tæt på. I en klimatisk drømmescene trækkes vi for eksempel helt ind i Babett Knudsens hellige skød, hvor parforholdets mørke centrum kort lader sig ane.
Det næste øjeblik er anelsen væk som dug for solen. Efter krisen kommer tilgivelsen og ud af den mørke puppe flyver sommerfuglen, smuk og fri og lykkelig. Eller fanges den mon, som i Inger Christensens ’Sommerfugledalen’, i sonetkransens evindelige gentagelsesmønster?
Svaret findes måske i Stricklands lille kammerspil, der dog ikke har den store interesse for lukkede slutninger.
Ramt i hjernen
’The Duke of Burgundy’ er en kinky, æstetisk og vanvittigt unik filmoplevelse med en pragtpræstation fra Sidse Babett Knudsen i centrum. Min eneste anke er, at den ikke gik mig til hjertet, men til hjernen. Til tider forekom det kunstneriske projekt mig måske lidt for meget som en fortænkt stiløvelse og distancen, snarere end betagelsen, blev kendetegnende for min oplevelse.
Men det er skam ikke kun skidt. I alle fald synes jeg ikke, man skal snyde sig selv for en befriende (og dog indelukket!) anderledes filmoplevelse med en af Danmarks førende madonnaer i hovedrollen.