Denzel Washington hygger sig med at skabe orden i en ekstremt brutal verden.

Det er virkelig en utaknemmelig opgave at være en actionfilm, som udkommer efter adrenalinbraget M:I:6. Lige meget, hvor god filmen er, så vil sammenligninger mellem Cruises dødsforagtende stuntarbejde og kampscener unægtelig snige sig ind.

Så er det at der skal sættes lid til at historien er så stærk, at den hæver filmen over bare at være endnu standard-action-ting på 90-120 minutter.

Udfordreren er denne gang ’The Equalizer 2’, hvor Denzel Washington endnu en gang spiller den tidligere CIA-badass Robert McCall, en mand med ganske særlige evner udi mord og lemlæstelse.

I denne ombæring bliver det personligt, da en person, som McCall har kær, bliver myrdet. En jagt på skurkene trækker spor tilbage til hans fortid i CIA og snart flyver kuglerne omkring hovederne på både venner og fjender. Vil det lykkes ham at straffe de skyldige uden at andre kommer til skade?

Super-Denzel
Washington er en af de bedste skuespillere, der nogensinde har vandret på denne jord, og indehaver af et CV, hvor blot en fraktion er nok til at skabe misundelse hos de fleste andre.

Derfor er det måske lettere uforståeligt, at denne film skal være den første efterfølger i hans karriere – der er immervæk andre i bagkataloget som ville være mere interessante.

Det bedste bud må være, at han har haft det sjovt under optagelserne til den første og så havde lyst til at lange håndmadder ud igen.

McCall skal forestille at være et almindeligt menneske, altså ingen superkræfter. Han er bare dygtigt trænet i det, han nu kan… åbenbart så meget, at han er mere eller mindre immun overfor kugler, knive og sågar blå mærker.

Bevares, han bliver da ramt, men på ingen måde, som sænker Super-Denzel. Nå nej, sådan noget pjat kan måske godt få alle andre mennesker til at bevæge sig langsommere, men ikke ham.

Fin tilberedning, men mangler krydderier
Når filmen er bedst, er det når fokusset er på det nære. En ung knægt med talent for kunst ryger under McCalls vinger, og (selvfølgelig) er der noget bande-ballade. I de scener kommer der noget tiltrængt intensitet, og Oscar-vinderen Denzel leverer replikkerne med den kombination af indignation og humor, som kun han kan.

Den anden halvdel af historien udvikler sig i løbet af næsten ingen tid til det rene nonsens, hvor skurkenes intelligens åbenbart falder eksponentielt, som filmen skrider frem.

Action-scenerne er egentlig fine nok, dog set bedre og pakket ind i overlegne historier andetsteds. Det føles, som om filmen er (mindst) 10 år for sent på den. Niveauet for film i denne genre er simpelthen så højt, så denne selvtægts-eskapade ikke rigtig bliver andet end en okay middelvare.

’The Equalizer 2’ er til tider underholdende og er primært interessant, når den holder sig til det jordnære action-drama, hvor Washington viser glimt af sit sublime skuespil. Desværre bliver den hæmmet af en håbløs hævnhistorie, middelmådige action-scener og ligegyldige skurke.

Det er meget lige ved og næsten. Men i det mindste har Washington vel haft det sjovt, da han lavede filmen.