Med The Expendables er der fra starten lagt op til et nostalgi-trip af de helt store. Nostalgi er in i øjeblikket, og det nyder en mand som Sylvester Stallone godt af. Efter en karriere som stille og roligt blev mindre og mindre eksplosiv op igennem halvfemserne (for at udmunde i pinlige heksehyl som Driven og D-Tox), gav det nye årtusinde Stallone muligheden for et comeback, og muligvis en sidste chance for at genvinde noget af sin værdighed. Først tog han fat på figuren som gjorde ham til stjerne, Rocky, som sammen med Stallone selv var blevet en af de større vittigheder i filmhistorien. Stallone tog muligheden alvorligt og genvandt mange fans’ hjerter med den ærlige og ligefremme Rocky Balboa. Derefter gik turen til Rambo, hvor den fjerde film i serien fokuserede på en ting Stallone altid har været glad for, og publikum i en post-Matrix og post-Spider-Man verden måske har savnet, eksplosioner og voldelig død.

Nu er der ikke flere franchises Stallone kan genoplive, og nu skal han tilbage til at prøve at leve på sit eget navn. Det kan være svært når man har overskredet sidste salgsdato, men det er jo altid rart hvis man kan få sine gamle venner med på turen. Deraf kommer The Expendables, en titel som siger meget og en film som siger alt om Stallones interesser. Sammen med en masse gamle expendables, er der blevet plads til et par nyere, og et par som må siges at være midt imellem. Fælles for dem er at de virker til at have forstået budskabet fra Stallone, og alle nyder muligheden for at sparke røv på det store lærred endnu en gang.

Selvom historien ikke er videre original, er det en befriende fornemmelse at se en film som i så høj grad er uprækende og apolitisk. Der er ingen som er værd at stole på, der er kun Stallone og hans slagsbrødre imod de hæmningsløse skurke, og traditionen tro i amerikanske actionfilm, er den ultimative grund til at finde en form for moralsk centrum personlig. Det sparsomme plot bliver fyldt godt ud med actionscener, hvor folk slår, sparker, skyder med pistoler og rifler, kaster med knive og sprænger alting i luften hele tiden. Det er naturligvis den vigtigste del af filmen, og den fungerer uden problemer i Stallones sikre hænder. Der er smæk for dine surt sammensparede skillinger.

Hvad kunne gå galt for en film som The Expendables? Det samme som går galt i stort set alle amerikanske actionfilm, dårligt skuespil, ligegyldig dialog og forudsigelig handling. The Expendables går ikke fri for de gamle problemer, men formår at hæve sig over mængden i momenter. Især når en skuespiller som Mickey Rourke træder ind med sin enorme tilstedeværelse og intensitet, kan det pludselig føles som om man rent faktisk ser en alvorlig film. Dét er godt. Dialogen består af lige dele “Jeg-er-sejere-end-dig” one-liners og “Jeg-er-mere-sejere-end-dig-end-du-er-end-mig” one-liners, og begge dele fungerer det meste af tiden. På trods af at de nyere actionfolk spiller de mere kedelige roller og derfor føles som om de godt kunne have været skåret lidt ned, ødelægger det ikke glæden ved at se nogle af de gamle blive givet sjov dialog, en karakter som kan arbejdes med, og en mulighed for at skinne lidt igennem for et publikum som for længst er blevet ligeglade med dem.

Selvom der i filmen er en ægte actionskurk som er ude efter penge, kan man dog ikke undre sig over om den virkelige fjende i en film som The Expendables, og dermed den virkelige fjende for Stallone, er de kvinder, som befolker halvdelen af jorden, men hos Stallone ikke har andre roller end kæledyr for de gode mænd, eller offer for de onde mænd. Der er et fåtal af kvinder i filmen, og ikke alle er lige sympatiske. Men når Stallone tager fat på den gode gamle ‘damsel in distress’, så er det det hele værd. I en af flere perfekte scener (en af de andre er på mange måder filmens vigtigste – Arnold Schwarzeneggers første filmscene i 6 år som ikke skuffer) i filmen, formår han at kommentere politisk, give sin skurk det endelige skurkestempel og få sit publikum til at væmmes og han gør det uden at gå på kompromis med sine egne interesser. Dét er også godt. Når Stallone lader sin superskurk benytte sig af tortur, bliver kommentaren inddirekte nok til at den ikke er prækende, men oplevelsen gør at man ikke glemmer den. Det er hårdt tiltrængt med en film som ikke er bange for at være politisk ukorrekt, selv når den er politisk korrekt!

På trods af at Stallone efterhånden ligner en smeltende voksklovn i ansigtet, kan man ikke andet end være imponeret over at han både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i en så fed film som The Expendables. Det er en film som virkelig leverer varen, med et manuskript som er gennemtænkt nok til ikke at være frustrerende, og et tempo som er hurtigt nok til ikke at blive kedeligt. I en tid hvor den amerikanske actionfilm godt kan virke som en steril og aseksuel affære, viser Stallone hele verden at han har de største nosser i Hollywood.

5/6.

Henrik Seehuusen