Steven Spielberg crowdpleaser sig endnu engang frem på første række med sin længe ventede, semi-autobiografiske spillefilm ‘The Fabelmans’. En film der mest af alt er et komplekst kærlighedsbrev til filmkunsten og en meditation for kunstneren selv.

Vi følger familien Fabelman; en jødisk familie efter krigen i midten af det tyvende århundrede. Sønnen Sammy (Gabriel LaBelle) er vores hovedrolle som fremstår som en fiktiv version af Spielberg selv.

Vi iagttager Sammys moralske uddannelse i livet, i takt med han vokser op. Hans eksplosive forelskelse i filmmediet opstår allerede, da han som meget lille ser stumfilmen ‘The Greatest Show on Earth’. Hurtigt derefter accelerer Sammys rejse som spirende visionær. Men alt imens hans passion vokser, bryder hans familie fra hinanden og vi ser en teenager som i sin afmagt udnytter kameraets superkræfter til at vinde popularitet og magt på skolen.

Stamtræet Fabelman

Fabelman-familien består af tre døtre, en søn, en mor og en far. Faderen Burt (Paul Dano) kan ikke gøre Mitzi (Michelle Williams) glad og hendes ulykke skubber filmen ind i dybe og følelsesmæssigt interessante territorier. Mitzi har en udfarende og uregerlig natur og Williams er den helt rette til at spille denne løsslupne kvinde, for hun formår at bringe en utrolig følsomhed til karakteren hvor hendes ansigtsmimik ofte snakker tydeligere end dialogen.

Hun er en kvinde forfulgt af plage og hun bryder op med det pæne Spielbergske univers af finkæmmet hår. Hun er den menneskelige dynamo for historiens fremgang og holder publikum vågen ved hendes utilregnelige natur, som da hun skødesløst tager børnene med ud for at jage en tornado.
Burt er til gengæld en ansvarlig mand, hvis karriere som ingeniør er blevet hans identitet. Han er en farveløs kontrast til Mitzis neonfarver og på trods af, at forældrene nemt kunne fremstå som karikaturer, formår Dano og Williams at spille helstøbte mennesker med både fejl, mangler og en masse hjerte.

Karaktererne virker alle utroligt ægte som abstraktioner af folk vi måske selv kender. Og det er ligegyldigt om vi snakker om de vildere karakterer som den profane onkel Boris (Judd Hirsch), der arbejder som løvetæmmer eller den mere mondæne familieven, Bennie, spillet af Seth Rogen. Alle karaktererne er omhyggeligt skrevet af Spielberg og Tony Kushner og det er tydeligt, at instruktøren selv kender sine karakterer ud og ind. Vi er i godt selskab.

Konflikten mellem kunst og kærlighed

‘The Fabelmans’ baner sig ikke vej frem med skarpe albuer og man kan med nemhed kategorisere den som en crowdpleaser; hvilket på en og samme tid er Spielbergs store styrke og store svaghed. Det er en film, man dvæler ned i og bliver indhyllet af, hvor man ved man er i tryghed i et genkendeligt univers. Så hvis man er på jagt efter en nytænkende og overraskende filmoplevelse er man sandsynligvis gået ind i den forkerte biografsal.

Filmens store debat mellem kunst og kærlighed bliver tydeliggjort gennem Onkel Boris, som i en længere monolog, opildnet og excentrisk, fortæller unge Sammy at “Art will tear your heart out”. Hvorefter han i en velvidende tone spørger Sammy om han i virkeligheden elsker kunsten mere end sin familie.

Denne debat sætter kurs for hele fortællingen. Må man tilvælge egoisme i jagten på sin lykke? På den måde handler filmen om mennesker, der prøver at finde ud af hvem de er og det er svært at forestille sig, at dette ikke vil ramme enhver, der ser filmen.

I ‘The Fabelmans’ har vi med en eftertænksom, men også mere legesyg, Spielberg at gøre, hvilket kun bidrager positivt til denne dybt personlige og charmerende fortælling. Han følger sine velkendte polerede rammer, men han har også tilladt sig selv at være eksperimenterende med sit eget filmsprog i form af humor, cameos og sjove meta-kommentarer, som gør filmen mere levende.

Sidst men ikke mindst

‘The Fabelmans’ formår at undgå at blive en selvoptaget showreel for Steven Spielberg, hvilket den nemt kunne være blevet i og med den er et semi-autobiografisk Hollywood-drama på 2 timer og 30 minutter. Filmen formår nemlig at fremvise flerdimensionelle karakterer og forholder sig utroligt personligt og ærligt. Dermed undgår den at blive for selvhøjtidelig.

Spielberg forstår at fremvise sine erindringer med utroligt fine detaljer, som lyden af hans mors lange fingernegle, når hun klimprer på klaverets tangenter. Eller små scener som da en masse unge spejdere sælger skorpioner til fysikere for at få råd til at købe et kamera; disse scener bidrager til en dybt personlig historie med en masse sjæl og som seer får man en følelse af at rode rundt i sin egen mindekasse.

‘The Fabelmans’ er altså en rørende hyldest til alle mennesker med kunstneriske lyster og på en og samme tid en filosofisk undersøgelse af egoisme i forsøget på reel lykke. Og hvis det ikke er nok, så tag ind og se den for David Lynch’s cameo.