Den unge hovedrolle, Royalty Hightower brillerer i en lille perle af et ungdomsdrama.

I ‘The Fits’ møder vi den 11-årige Toni (Royalty Hightower), der lydigt boksetræner med sin storebror, Jermaine (Da’Sean Minor) og de andre ungkarle i det lokale sportscenter. Centret huser også det populære dansehold, The Lionesses, der med sine udelukkende kvindelige medlemmer fascinerer Toni med deres guldglitter og dansetrin. I et håb om at blive accepteret i pigeflokken og deltage i den store dansekonkurrence starter Toni på holdet. Men som træningen intensiveres opstår uforklarlige besvimelsesanfald blandt pigerne – som Toni aldrig har oplevet blandt fyrene i bokseringen. Tonis ønske om accept bliver konfronteret med nye idealer. Med en fod i hver træningshal har hun svært ved at finde svar på, hvad hun søger.

Et visuelt fortællergreb
I åbningsscenen træner Toni mavebøjninger. Imens hun tæller lavt forsvinder hun fra billedet og dukker op igen. Hun stirrer stift ud forbi kameraet som hvis det var det rene luft. Hovedrollen spillet af Royalty formår ubesværet at kigge intenst, som den målbevidste og enspænderrolle Toni er. Samtidigt viser det hendes sårbare side. Når hun er alene med sine tanker og os, åbner blikket op for et længselsfuldt ønske om accept.

Instruktøren, Anna Rose Holmers, er i sin spillefilmsdebut eminent til at bringe noget unikt frem mellem Royaltys skuespil og de visuelle virkemidler.  Som åbningsscenen er nærbilleder og lange skud et gennemgående fortællergreb i handlingen. Heri forundres man over Tonis tanker, der befinder sig et sted mellem det, der foregår iblandt hende også et sted i det uvisse. Det giver et forløb, der ikke er forbundet af en forudsigelig handling og en frihed for publikummet til selv at lægge mærke til de små detaljer ved skuespillets finesser.

Symbolske kontraster
Ofte set i andre ungdomsdramaer udfordres spørgsmål om identitet og accept. ‘The Fits’ lægger sig stærkt op af de kendte problematikker, men formår med sin næsten surrealistiske formidling ikke at give en alt for lineær narrativ til det enkle plot. Kontrasterne mellem bokseringen og dansesalen modsvarer hinanden som to territorier i dyreflokken. Symbolsk fjoller Toni rundt i sit dansekostume i bokseringen og modsat sniger hun et par hårde bokseslag ind i danseopvisningen.

Med andre ord prøver symbolikken ikke at kvæle os med budskaber, men i stedet eksperimentere med nye måder at fortælle velkendte tematikker på. Det surrealistiske plot eksemplificeres i de uforklarlige anfald, ’the fits’, som kun pigerne i centret oplever. Jermaine nævner for Toni, at “den eneste måde du kan tabe kampen på er ved ikke at gå ind i ringen”. Disse ord tager Toni med i frygten for anfaldende, der langsomt bliver vendt til et ønske om også at opleve dem, desto flere piger som bliver ramt.

Stå stolt, løvinder!
Ved ikke at kræve et alt for realistisk portræt af Tonis tilværelse, men i stedet navigere historien gennem hendes tanker, tillader filmen at spejle realistiske tematikker om end stærkere med det subjektive blik.

‘The Fits’ er derved en ungdomsfortælling, der med sit klassiske coming-of-age plot, taler både til børn, voksne og mest af alt til dem lige midtimellem. Et stærkt løvinderåb mod forhåbenligt en bølge af lignende film i fremtiden. Gerne flere af dem tak!