Ret dårlig, dog tre stjerner til ære for Jackie Chan.

Jackie Chan er en legende. Hans lange filmkarriere tog fart i 70’erne, og siden dengang har han medvirket i over 130 film. Han er en af verdens bedste kampkunstnere og stuntmænd, og han fortsætter ufortrødent i en alder 63 år med at medvirke i action- og kampsportsfilm. Vanen tro udtænker og udfører han stadig sin egne stunts og koreografi. Desværre er Jackie alene ikke altid nok til at redde en film fra middelmådighedens svøbe, hvilket ’The Foreigner’ er et glimrende eksempel på.

Revenge of the kinagrill-indehaver
Ngoc Minh Quan (Jackie Chan) er en stille restaurantejer og far, der mister sin datter i et IRA-terrorangreb i London. Overvældet af sorg begynder Quan at opsøge oplysninger om hans datters mordere. Da myndighederne ikke kan udlevere disse, og da Quan ikke stoler på deres formaninger om, at episoden er ved at opklares, tager han sagen i egen hånd.

Quan tager til Nordirland for at opsøge Liam Hennessy (Pierce Brosnan), et tidligere IRA-medlem der nu arbejder for den britiske regering. Da Liam heller ikke kan hjælpe Quan i hans hævntogt, indser Quan, at der må tages voldsommere midler i brug. Nu begynder en katten-efter-musen jagt, hvor Quan må igangsætte sin egen private terrorkampagne for at hævne hans datter. Talrige forviklinger følger, og Quan må uskadeliggøre utallige irske håndlangere i bedste Jackie Chan-stil.

Subplot city
I løbet af filmen introduceres publikum til cirka 10 større eller mindre karakterer, der alle viser sig at spille hovedrollen i deres egne små sideplots. Disse sideplots bliver forviklet ind i hinanden et veritabelt edderkoppespind af konspirationer og modstående motivationer, der ender med at gøre vores hovedperson totalt overflødig. Quan forsvinder i midten af filmen i næsten 20 minutter, og man når slet ikke at savne ham, da plottet har så travlt med politiske intriger centret omkring Liam.

Det er ’The Foreigners’ helt store problem: den er to film i én – Quans hævntogt og Liams forsøg på at redde kastanjerne ud af ilden fra en nyopstået IRA-celle, der truer Belfast-aftalens skrøbelige fred. Det er den rene rodebutik, og de mange sideplots spænder ben for hovedpersonernes karakterudvikling, og følgelig er de svære at sympatisere med.

Selvmodsigende
Quan er totalt et overmenneske. Det er forventeligt da Jacke Chan jo altid kan tæve alle. Men her skal vi bare acceptere, at den grådkvalte farmand uden besvær kan opspore en indflydelsesrig politiker, der vælter sig i livvagter og skjulesteder. Langt inde i filmen for vi en doven udført forklaring om, at Quan er eks-Viet Cong og Navy Seal. Hvordan og i hvilken sammenhæng, han har kæmpet for begge sider af Vietnamkrigen, vides ikke. Og at han bare uden videre kan skygge og opspore hans mål, uden selv at være lokal Irer eller hacker, lader erfaringerne fra Vietnam ikke til at forklare.

Da filmen forsøger så hårdt på at være en jordnær politisk thriller, betyder det altså, at man ikke bare køber Quans vidunderevner uden forbehold. Det er aldrig et problem i flertallets af Jackie Chans film, da de netop er lavet med et stort glimt i øjet, modsat denne.

Teknisk velproduceret
Men bevares, det er en teknisk veludført affære. Jackie er i topform, når han deler øretæver ud. Som sædvanlig er hans stunts og koreograferede kampsekvenser  upåklagelige. Pierce Brosnan spiller ret overbevisende som den pressede irer, der ser fjender alle steder. Publikum kan også nyde den effektive kameraføring og flotte effekter, som bl.a. gør et par terrorangreb i London ekstra skræmmende og effektfulde. Komponisten Cliff Martinez der bl.a. har lavet musik til ’Drive’, disker op med konventionelt men effektivt 80’er inspireret spændingsmusik, der fint supplere billederne.

Alt i alt en teknisk flot men i sidste identitetskrise-plaget film, der ikke ved, hvad den vil, og ender som rodet affære. Se hvis du er Jackie Chan-fan, ellers så spar pengene.