25 år efter de smed tøjet for at løse deres økonomiske problemer, vender de barske gutter fra Sheffield tilbage i den nye serie med samme navn som filmen fra 1997 – de burde dog bare have smidt trussen i ringen der.
Gaz (Robert Carlyle) er en ikke-tilstedeværende far til den rebelske Destiny (Talitha Wing), som går i 3.g på skolen, hvor Dave (Mark Addy) arbejder som pedel sammen med sin kone, Jean (Lesley Sharp), der er rektor.
Gaz og Dave hænger i fritiden ud på caféen, som før i tiden hed ”The Big Baps”, men som på grund af politisk ukorrekthed får ændret navn til ”The Grand Pain”. Den er ejet af ægteparret Dennis (Paul Clayton) og Lomber (Steve Huison). Lomber er også due-avler i sin fritid og generelt en distræt mand.
Caféen bliver også besøgt af Horse (Paul Barber), en sygemeldt ældre mand med et dårligt ben, dårlige skuldre og kun én lunge, og Gerald (Tom Wilkinson), som ikke laver meget andre end at læse avis eller sidde på sin computer.
Den oprindelige film handler om Gaz og Dave, som er arbejdsløse og samler ovennævnte gruppe af mænd til at lave et stripshow efter at have set populariteten af ”Chippendales”.
De enkelte mænd døjer desuden også med hver deres sæt af problemer i privatlivet, udover arbejdsløshed, og de finder forløsning i deres nye kammeratskab.
I denne opfølger til filmen ser vi hvor i livet, de forskellige karakterer findes, 25 år senere, hvor de, selvom at de er blevet ældre, åbenbart døjer med de samme problemer.
Mere spændende kan serien ’The Full Monty’ ikke introduceres.
At gøre grin med politisk korrekthed er ikke sjovt længere
Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har set den oprindelige film, så mit første møde med herregruppen fra Sheffield bestod derfor af deres barske tilvænning til en moderne og højteknologisk verden, hvor man ikke længere må kalde nogen “love” eller snakke om politik. Og sådan nogle jokes er bare ikke sjove længere.
Niveauet for humoren i serien var derfor sat ret lavt allerede fra start, og jeg var hurtig skuffet. Nogle vil måske kende ham fra ’Trainspotting’ (1996), men mit kendskab til Robert Carlyle, som spiller Gaz, er fra serien ’Once Upon a Time’ (2011), hvor hans portrættering af Rumleskaft er ret genial. Jeg havde derfor lidt højere forventninger til ham, men Gaz virkede mere umoden og uoriginal end meget andet.
Generelt virker mange af deres jokes som overbrugte og trætte kommentarer på samfundets hurtige teknologiske udvikling, hvor ældre mennesker ikke kan følge med, og det er bare kedeligt.
Skal man grine eller græde?
I løbet af serien sker der mange bratte skift i seriøsitet og mørk humor, hvor det kan være svært at vurdere alvoren i handlingen.
Historien virker ret usammenhængende og forvirrende til tider, så det er svært at få en fornemmelse for hvor handlingen er på vej hen og hvem, der er i fokus.
De inddrager flere ret alvorlige temaer, men når serien kun er på 8 afsnit, bliver man som seer hurtigt overvældet, når der er så hurtige skift mellem emner som selvmordsforsøg, utroskab, arbejdsløshed og kidnapning.
Alle disse emner bliver så også behandlet med en mærkelig form for tvungen humor, fordi det skal forestille at være en komisk dramaserie – det er bare ikke særlig godt balanceret, og det er virkelig ærgerligt.
Spildt potentiale, som ikke gør filmen ære
Det største, hvis ikke eneste, lyspunkt i ’The Full Monty’ er skuespillernes præstation. Der er på intet tidspunkt tvivl om deres talent, og hvis der var, så ville det ret tydeligt være på grund af seriens rammer og producenter.
Det er tydeligt at de med serien prøver at genoplive den oprindelige films energi og historie, hvilket man hurtigt kan læse for at få en fornemmelse af, og det formår skuespillerne også at gøre med de karakterer, de spillede for 25 år siden.
Man kan mærke at de virkelig kender deres karakterer og vil gøre dem stolte, men seriens udgangspunkt og handling kan bare ikke følge med.
Det får en til at sætte spørgsmålstegn ved selve formålet ved serien og dens fremtid – jeg håber næsten at de ikke laver flere sæsoner for karakterernes skyld, også selvom jeg ikke engang har set den oprindelige film.
Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1 af ’The Full Monty’.