I Guy Ritchies nyeste action-komedie vælter stjernerne ind på lærredet og kæmper om den gyldne førsteplads som den engelske narkokonge
Døren går op.
En bartender bag disken byder en gæst velkommen i det skarpeste jakkesæt, som beder ham om at hælde en pint op og få et syltet æg on the side.
Det er klart, vi befinder os i en klassisk, engelsk pub.
Men manden i det smukke, ikke mindst dyre, jakkesæt er ikke hvem som helst. Det er Mickey Pearson (Matthew McConaughey), Englands mest velkendte og succesrige narkokonge.
Med Pearson i fokus ser man i periferien en pistol rettet mod hans hoved, hvorefter blod sprøjtes over den gyldne pint og det syltede æg.
Nu inviteres seeren til at stykke hele mysteriet om Mickeys død sammen i samarbejde med journalisten Fletcher (Hugh Grant) og Mickey Pearsons højre hånd, Ray (Charlie Hunnam).
Vellykket cast af Hollywoods stærkeste gutter
Det er ikke en hemmelighed, at Guy Ritchie har en forkærlighed for at caste sine bedste venner i sine film, og ’The Gentlemen’ er ikke en undtagelse. Det er noget, man allerede ser i forteksten, hvor det ene kendte navn følger det andet.
Det er dog overraskende, at det er det yngste skud på skuespillerstammen, der tager føringen som den mest imponerende skuespiller. I rollen som en Cockney-talende arving til det kinesiske smuglerimperium spiller Henry Golding eminent.
Måden han spiller op til McConaughey, Grant og Hunnam er imponerende, og man føler samme had til den unge snothvalp, der nu forsøger at tage over.
Sammenspillet mellem alle disse gentlemen forkaster idéen om ensemble-castets forfald, og hvorvidt denne trope ikke er reel længere. For alle karakterer får deres passende screentime – og alle brillerer på hvert deres punkt.
Guy Ritchie er tilbage!
Selvom det er under et år siden, Guy Ritchie havde premiere på sin tvivlende liveaction-version af ’Aladdin’, så vender han overraskende stærkt tilbage med denne underholdende komedie.
Dog er det en reformeret Ritchie, der kritiserer sin egen portrættering af vold, og de klassiske fast-paced actionscener, der typisk forbindes med Ritchie, er næsten ikke at finde.
Men det gør faktisk ikke noget. De hæsblæsende action-scener er næsten fraværende, men i stedet kommenterer Ritchie tydeligt på den moderne teenagers absolutte, hensynsløse engagement med vold og teknologi i Londons forstæder, og det giver mening.
Selvom Guy Ritchie kludrer lidt i formidlingen af filmens kronologi, så sidder man efterfølgende tilbage bedrevidende og forstående for hele mysteriet. ’The Gentlemen’ har alle facetter af en vellykket britisk komedie, og det stjernespækkede cast gør turen meget sjovere.