Endnu engang efterlader Wes Anderson ingen tvivl hos os om, at det lige præcis er hans selskab, vi er i. Farvekompositionen, musikken og castet er alle så nydelige og imponerende, at det næsten ikke er til at tro. Men filmen om den ekstravagante hotelejer Gustave H og hans lobby boy Zero mangler lige det ekstra, der kan findes i andre af Andersons film.
Vi befinder os på en forfatters (Tom Wilkinson) kontor. Herfra fortæller han historien om, hvordan han som ung (Jude Law) opholdt sig en rum tid på The Grand Budapest Hotel i det europæiske land Zubrowka. På hotellet mødte han ejeren Mr. Moustafa (F. Murray Abraham), og det er sidstnævnte, der fortæller filmens hovedhistorie, omhandlende hvordan han som dreng (Tony Revolori) var lobby boy på hotellet under ledelse af Monsieur Gustave H (Ralph Fiennes). Dette bliver historien om en mere kulørt tid befolket af underfundige og charmerende personer.
Fuld fart på
Filmens konflikt opstår på baggrund af at Gustave H arver det uvurderlige maleri Boy with Apple af en afdød gæst af hotellet. Arven vækker den afdøde families vrede, da maleriet er uvurderligt. Denne konflikt tager os på en rutsjebanetur gennem forskellige udfordringer, som Gustave H og Zero Moustafa skal overkomme, før de kan få ram på Madame D’s afskyelige sønner, spillet af hhv. Adrien Brody og Willem Dafoe. Selvom den eventyrlige rejse, der tager os gennem et fantastisk hotel, et gråt fængsel og sneklædte landskaber, på sin vis er medrivende, kommer det også til at gøre, at filmen til tider fægter for meget i alle retninger.
Manglende intimitet
Hvad der i min optik virkelig har gjort ’The Royal Tenenbaums’ og ’The Darjeeling Limited’ til fremragende film er, at de, indenfor rammerne af Wes Andersons charmerende og unikke univers, lader os komme helt tæt på nogle problemfyldte og menneskelige personer, der kæmper med uperfekte relationer til hinanden. Selvom der i ’The Grand Budapest Hotel’ er en udvikling, ift. hvordan man ser især Zero Moustafa, så er den intimitet, som filmen kan mønstre, ikke helt så stærk som man kunne have håbet. Dermed ikke sagt at intimiteten ikke er der. Det er da ganske vist rørende, når vi mod slutningen forstår den smerte, der gik hånd i hånd med den farverige periode, som Mr. Moustafa beskriver, og det savn han føler mod hans livs kærlighed, og en mand der forstod at gøre livet eventyrligt. Men intimiteten kommer for sent til, at man virkelig kan grave sig ned i den.
Mesterlige Desplat
Det er nærmest en pligt at nævne Alexandre Desplats soundtrack, når man taler om ’The Grand Budapest Hotel’. Den ekstremt produktive franske komponist har, udover at have samarbejdet med instruktører som Roman Polanski, Jacques Audiard og Stephen Frears, stået bag en del af musikken til Wes Andersons to foregående spillefilm. At de to kender hinanden, kan man da også mærke på musikken i ’The Grand Budapest Hotel’, der på elegant vis komplementerer filmens billeder gennem dens væld af finurlige instrumenter og livlige melodier. Det er værd at bemærke, at dette er den første Wes Anderson film, der understøttes af et rent instrumentalt soundtrack.
Fans af Wes Anderson kan ikke komme udenom ’The Grand Budapest Hotel’, der bygger fint videre på mange af instruktørens kvaliteter. Men filmens bemærkelsesværdige æstetik og energiske plot kommer desværre til at være en hindring for en gedigen emotionel indlevelse i filmen og dens hovedpersoner. Og det er lidt ærgerligt.