Russo-brødrene, bedst kendt for ’Community’ (2009-2015), ’You, Me and Dupree’ (2006) og ikke mindst nogle enkelte Marvel-film, er tilbage med et knapt så succesfuldt forsøg på heltedom med Ryan Gosling i spidsen som lejemorder med daddy issues.

I ’The Gray Man’ rekrutterer CIA livstidsindsatte til deres tophemmelige lejemorder-projekt – heriblandt Six (Ryan Gosling), som ender med at blive deres bedste mand. 

Da Six finder sig selv i en kringlet situation med store hemmeligheder og likvideringer, som chefen Carmichael (Regé-Jean Page) prøver at holde skjult, ender han med at blive jagtet af den mest psykotiske lejemorder i hele verden, Lloyd Hansen (Chris Evans).

Sammen med sin med-lejemorder Dani Miranda (Ana de Armas), prøver Six at redde sig selv og uskyldige mennesker, alt imens han genlever barndomstraumer med sin far.

Ja, der sker rigtig meget i den her film.

God i teorien, dårlig i praksis

Dét potentiale, ’The Gray Man’ har, skinner tydeligt igennem med sådan et stjernespækket hold af talentfulde skuespillere og instruktører, men det betyder desværre også, at der er langt at falde.

I løbet af filmen kan man mærke presset, Russo-brødrene føler, i forhold til at skulle levere endnu en succes efter deres sidste kavalkade med Marvel. 

Hvilket også er forståeligt nok, men overlevering og generel overpræstation er nok ikke lige vejen frem.

Der sker simpelthen alt for meget i den her actionfuser; så mange baghistorier at dykke ned i, karakterer, som kunne være geniale at udforske mere – alt forbundet af forholdsvist dårlige visuelle effekter, der bare kører løs og overstimulerer.

I løbet af hele filmen ser man kun et eneste ansigtsudtryk fra Gosling, som i starten er simpelt og velkendt og får en til at tænke ”Ja tak, klassisk Ryan Gosling”, men ender med at ligne arrogant selvtilfredshed.

Jeg holder med skurken

Det absolutte lyspunkt i filmen var Chris Evans’ rolle, hvilket er lidt skørt, når man ser hvor stor en psykopat, hans karakter er.

Lloyd Hansen kører ikke kun et genialt udseende med det tykkeste overskæg og bare fødder i ruskindsloafers, men han er også bare sjov. Filmens bedste replikker bliver leveret af ham, hvilket gør, at man bare vil have mere med ham.

Samspillet mellem Gosling og Evans var noget at glæde sig til – to talentfulde og sarkatiske konger? Ja tak.

Men nej. Der er bare ikke nok spydige kommentarer kastet frem og tilbage, og kemien mellem dem er også ret skuffende. 

Det er svært at vurdere om det er Goslings præstation eller hans karakter, som ikke leverer nok til at møde Evans’ niveau – fordi umiddelbart spiller Gosling meget den samme type karakter eller ihvertfald præsentere de som lignende, hvilket måske, kontroversielt som det er, siger noget om hans evner i sig selv.

Presset om at møde de høje forventninger må have ført Russo-brødrene til at smide alt de havde ind i den her film, og det endte desværre bare med at blive én eksplosion og én stor skuespiller for meget.

’The Gray Man’ havde så meget potentiale. Dét er en sætning, der siger nok.