I David Lowerys meditative genfortælling af det klassiske digt er Gawain ikke en ridder i søgen efter frelse, men en ung mand i søgen efter døden.

Der er ingen mangel på film og popkultur i Kong Arthur-universet, der sprang frem som pseudohistorie i den tidlige middelalder og gennem genfortællinger udviklede sig til en levende mytologi.

Men hvor Hollywood har forsøgt at finde blockbuster-action i de gamle digte og legender, har David Lowery (’A Ghost Story’) sammen med indie-studiet A24 gransket efter den mytologiske side, hvor universelle temaer kommer til udtryk i fantastiske fortællinger.

’The Green Knight’ finder, hvad den leder efter.

Julebesøg ved det runde bord

Gawain er en interessant figur i Kong Arthurs hal, da han ikke synes overnaturligt modig, ærlig, loyal eller stærk. I denne moderne filmatisering er han, spillet af Dev Patel, ikke engang en ridder endnu, men blot kongens søstersøn. Han bruger sin fritid på at hore og drikke og har svært ved for alvor at knytte sig til sin faste elsker Essel (Alicia Vikander).

På hans julebesøg ved det runde bord træder en fremmed rytter, tilsyneladende påkaldt af magi, frem foran de brave riddere. Det er den grønne ridder, her et kryds mellem Treebeard fra Ringenes Herre og en Whitewalker fra Game of Thrones. Lyden af knirkende træer og ruskende buske følger den tre meter høje krigers bevægelser.

Han udfordrer til en ”juleleg”, og Gawain griber chancen for at vise sit værd. Gawain må uddele  sit stærkeste sværdsving mod gæsten med løftet om at få samme hug i gengæld om et år.

Efter en halshugning rejser den grønne ridder sig, samler sit hoved op og forlader salen. Det følgende år drager en slået Gawain af sted for at leve op til løftet og færdiggøre legen – og sandsynligvis miste livet.

Dystre landskaber og fængende musik

David Lowerys middelalderverden er ikke specielt munter. Mørke stenkamre oplyses af koldt lys gennem vinduerne, og det næsten konstante gråvejr stemmer fint meget overens med England, som vi kender det.

Den velkendte konge (Sean Harris) er grå i håret og hæs i stemmen, og hans ridderes store bedrifter synes allerede at være længe forbi. På Gawains færd venter der ikke meget hæder, men masser af møder med døden.

Med et rungende intenst lydbillede, der integrerer middelaldermusik med urolige strygere, vækkes ’The Green Knight’s verden til live. Det er et stemningsportræt af høj kaliber.

Død og vanære

Stemningen omhyller Gawain, fra han først rider mod det Grønne Kapel. Der er en usikkerhed, en eksistentiel frygtsomhed i hans udtryk, og særligt i hans identitet. Han er endnu ikke en ridder, men som eventyrer med hest, sværd, ringbrynje og en magisk økse på slæb er det svært ikke at blive anset som én.

Han er from, men ikke helt from nok. Han er hverken gavmild eller ærlig af natur, og lever ikke helt op til sine løfter. Alligevel er han på en rejse, der vil ende med, at hans hoved ruller på gulvet. Hvorfor?

I den gamle fortælling var svaret nok ”ære”. Gawain var ikke perfekt, men hans forsøg var noget værd. Men den Gawain, Patel spiller, synes ikke at kende eller forstå det svar.

I sidste ende handler ’The Green Knight’ om at møde sit endeligt. Hvor meget vil man ofre for at beholde sin ære? Er det bedre at leve et fuldendt, storslået liv eller et kort og ærligt?

Det er en film, der opererer i den drømmeagtige verden, hvor magi hører til. ’The Green Knight’ skaber en samtale mellem moderne filmkunst og de udødelige fortællinger fra fordums tid, hvor der stadig er stærke stemninger og idéer at finde.