Ottway (Liam Neeson) er jæger for et olieraffinaderi i den arktiske ødemark i Alaska. Her sørger han for, at arbejderne kan udføre deres job under sikre rammer: Han skyder de ulve, som kommer fra vildnisset og ind på arbejdspladsen. Ottway og nogle af arbejderne får fri til at flyve til den nærmeste by for at drikke sig fulde, møde andre mennesker (kvinder), eller se deres koner og børn.
Men flyet styrter ned, og Ottway overlever med seks andre mænd. Ottways riffel er efter styrtet ubrugelig, og han forstår som den første, at de nu er dårligt stillede overfor ulvene. Efter den første nat ved flyvraget begynder de at gå mod syd, i håbet om at støde på civilisation, og fordi de indser, at de er ilde stedt mod ulvene ved det udbrændte vrag i midten af ingenting. På turen forstår arbejderne, at ulvene hele tiden er lige i hælene på dem, og at disse bare venter på, at de ikke kan mere.
The Grey er en enkel historie i et sammensat landskab men som rummer elementer af eksistentielle dilemmaer uden at de overdebatteres. At de overlevende på kort tid skal bestemme sig for, hvad de skal gøre og hvem der skal udpeges til alfahan sender associationer til The Lord of the Flies uden at det bliver dét, der bliver filmens fokus. For historien er ingen samfundsfagstime men en fortælling om ren og skær overlevelse. De overlevende lærer, som ethvert andet dyr, at tilpasse sig omgivelserne, og de indser, at fornuftstanker må forlades til fordel for ren og skær survival of the fittest-tankegang.
At Ottway, efter et af mange skænderier, udpeges til leder af de overlevende, skyldes, at han er den, med den absolut bedste forståelse for ulvene. Han ved hvordan man lærer at tænke som dem, han kender deres sociale adfærd i flokken, og det er også grundet hans viden, at de forlader flyvraget. I filmens begyndelse, inden flyveturen, sidder Ottway med sin riffels løb i sin mund, og det er takket være et ulvehyl, at han overlever. Hans forbindelse til ulvene kammer på intet tidspunkt over, men man fornemmer, at han har et forhold til vildmarkens dræbermaskiner som ikke fremstår eksplicit i filmen.
På et tidspunkt sidder de overlevende omkring et bål og snakker om livet i civilisationen: deres koner, børn, mad og alkohol. Én af dem
siger, at han sætter sin lid til Gud, og Ottway må bekende, at han gerne ville tro, men at han jo kan se hvordan verden hænger sammen, og at det derfor ikke giver nogen mening for ham at tale om eksistensen af en Gud. Senere i filmen begriber Ottway, at hans viden om ulvene og den golde og kolde natur ikke længere er tilstrækkelig, så i en helt og aldeles fascinerende scene påkalder han sig Guds opmærksomhed. Intet skal afsløres, men det får én til at tænke over, hvordan det ville være, at være i Ottways sted: Et menneske som er naturen komplet underlegen og fuldstændig i dens vold – ville man sætte sin lid til Gud eller forsøge at sætte sig op mod de glubende ulve?
The Grey er en meget vellykket film om mennesket, naturen og om mennesket i naturen via selvopholdelsesdriften: Det vil sige den tilstand, hvor der ikke eksisterer stat eller samfund ergo ingen love og derved intet rigtigt og forkert – mennesket har ret til at gøre alt hvad det kan for at opretholde livet. Filmen overrasker i og med den midt i al dens rendyrkede maskulinitet på saglig og interessant vis indkapsler et af mange interessante grundvilkår. Den storslåede natur, som er nedslående, både betage
r og afskyer, og inddrager én samtidig med, at man ikke vil med. Filmen er både flot, fascinerende og væmmelig, og Liam Neeson er noget så overbevisende i rollen som den specielle Ottway. The Grey er hvid som sne og sort som ulvenes pels men er også de utallige grå nuancer mellem liv og død, glæde og sorg, had og venskab og meningsløshed og mening.
Filmen har premiere den 15. marts i Hovedstadsområdet, Aarhus, Ålborg, en række jyske byer og Odense.
Af Frederik Schelde-Jensen.
