2010erne bliver ofte omtalt som årtiet for gode, innovative gysere. The Grudge formår dog at kickstarte 2020erne med et slattent bud på et generisk remake.

Jeg må indrømme, at jeg, som fan af gyser-genren, havde glædet mig til denne film i et stykke tid. I støvet af dette årtis glimrende gyserfilm, såsom ’Hereditary’, ’The Witch’ og ’Insidious’, havde jeg en forhåbning om, at denne film ville kunne følge trop. Dette var dog ikke tilfældet.

I Nicolas Pesces ’The Grudge’ bliver vi for fjerde gang introduceret til den japanske ånd ”Ju-on”.

Da en kvinde vender hjem til sin familie i Cross River, USA, efter et ophold i Tokyo, Japan, bliver hun forfulgt af den hævntørstige ånd, der forbander hende og hendes hjem. Efter at familien møder en tragisk skæbne, følger vi de personer, der på skift besøger huset og stifter bekendtskab med dets ånder. Der er nemlig begyndt at ske mærkelige dødsfald i den lille by, hvilket ikke virker til at have nogen umiddelbar ende.

Det hele er set før
Som den fjerde film i The Grudge-franchisen kommer det næppe som nogen overraskelse, at der flittigt bliver refereret til dens forgængere. Filmens opbygning og udførelse føles dog malplaceret og forældet.

De kvaliteter, som man fandt charmerende og ikoniske i den amerikanske original fra 2004, bliver genskabt på en kikset og haltende facon, der ikke passer til 2010ernes redefinition af genren.

Det er ligefrem eksakte hændelser fra den originale, som der bliver kopieret og indsat på nærmest påtvungen vis.

Ét af filmens største skuffelser er dog dets manglende evne til at opbygge en skræmmende atmosfære. De mange spring i tid og sted bryder den uhyggelige stemning, som filmen gennemgående forsøger at etablere. Antallet af primære karakterer gør det derudover besværligt at sympatisere med deres skæbner, da man ikke formår at lære dem nok at kende til egentlig at bekymre sig om det.

Hvorfor?
Hvorfor skulle denne her film laves? Hvordan adskiller den sig fra 2004s version med samme narrativ? Hvorfor skal vi følge filmens tre sub-plots der fortæller præcis den samme historie?

Person træder ind i huset, person oplever mærkelige ting, person dør.

Det var de spørgsmål, jeg sad med, da filmens rulleteksterne så småt begyndte at komme frem over lærredet.
The Grudge fra 2004 er nemlig en utrolig ikonisk film med mindeværdige monstre, som Kayako (Takako Fuji) og hendes miavende søn Toshio (Yuya Ozeki).

Kayako er kendt for sit lange sorte hår, klikkende lyde og store, hvide øjne. Hendes image er let at genkende og ensbetydende med The Grudge-franchisen.

I 2020 versionen bliver vi serveret for en håndfuld halv-rådne, zombie-agtige spøgelser.
Ja, der er en vis lighed med Kayako, men spøgelsernes udseende er generisk og plat, og de optræder udelukkende på stereotypisk og forudsigelig facon.

Hov, der er et spøgelse bag dig, men nu er det væk!
Okay. Det bliver desværre trættende i længden.

Filmens gyser-elementer er kedelige og propfyldt med klichéer og jump-scares. Det er essentielt en remake af en amerikansk remake af en original japansk film. Denne version formår ikke at byde på nogen form for nyt indhold.

Jeg er i tvivl om, ’The Grudge’ anno 2020 er en mislykket hyldest til de forrige film, om den forsøger at fremkalde et nostalgisk gensyn, eller om det egentlig bare er et hurtigt cash-grab. Uanset hvad formålet med filmen er, kan den ikke opsummeres som andet end at være kedelig.