Paolo Sorrentinos coming-of-age drama er hans mest personlige til dato. Italiens kandidat til den kommende Oscar-uddeling er en semi-selvbiografisk fortælling om familie, kærlighed og tab, der tager seeren igennem hele følelsesregisteret fra start til slut.

I ’The Hand of God’ skildrer den alsidige og Oscar-belønnede italienske instruktør sin fødeby, Napoli, i 1980erne. En by i syden præget af fattigdom og kriminalitet kontra det mere velhavende Norditalien.

Men hvad napolitanerne mangler i rigdom, har de i sjæl.

Pubertære problematikker

Det er ingen hemmelighed, at teenageårene kan være en tumultarisk periode i enhver persons liv. Der sker mange ændringer i kroppen, og som om det ikke var nok, skal man ovenikøbet danne sig en identitet.

For Paolo Sorrentinos alter ego, den unge Fabietto Schisa (Filippo Scotti), er det ingen undtagelse. Fremtiden er en by i Rusland, i skolen har han ingen venner, og han er altid iført sin walkman og et par høretelefoner til at lukke støjen ude.

På hjemmefronten er det dog en anden sag, for Schisa-familien er i den grad en pose blandede bolsjer. Fabiettos far, Saviero, spillet af Sorrentino-veteranen Toni Servillo, er en lurendrejer uden lige, som ikke giver den for lidt, når det kommer til at grille de andre familiemedlemmer til sammenkomster.

Moderen, Maria (Teresa Saponangelo), er limen i familien. En kærlig kvinde, som holder hånd over Fabietto og hans storebror Marchino (Marlon Joubert), der aspirerer til at blive skuespiller.

Snakken i hjemmet går utrætteligt på fodbold og film, der i sammensætning med familie danner en form for hellig treenighed hos det italienske folk.

Men det ellers magelige familieliv bliver en dag brat afbrudt, da der sker en skæbnesvanger tragedie og Fabietto for alvor må grave sig ud af sin identitetskrise og lære at stå på egne ben.

Tragedien bliver katalysator for en lille drøm om at blive filminstruktør. En drøm hvor Fabietto skal tage sig en beslutning om, hvorvidt fremtiden eksisterer i hans hjemstav eller andetsteds.

Et farverigt persongalleri

Det bærende element i ’The Hand of God’ er først og fremmest den brede vifte af karakterer, der med de alskens skikkelser trækker tråde til Federico Fellinis ’Amarcord’ og i særdeleshed ’Roma’ – mesterinstruktørens portræt af og hyldest til støvlelandets hovedstad.

Det er navnligt i den udvidede Schisa-familie, samt blandt venner og naboer, at man bliver introduceret for dette virvar af både almene og absurde personligheder. 

En mentalt forstyrret, men yderst smuk tante, en excentrisk baronesse, som bor oven over Fabietto og kompagni, samt en bøffelmozzarella-ædende signora er blot et lille udpluk af de skæve karakterer, som Paolo Sorrentino præsenterer i sin fortælling.

Der er fine præstationer over hele linjen. Både hos de mere garvede skuespillere i form af Toni Servillo og Teresa Saponangelo, men også hos de mere grønne.

Debutanten Filippo Scotti minder unægteligt om en italiensk variant af Timothée Chalamet, både i udseende og i sin tilstedeværelse på skærmen som den introverte og humørsyge Fabietto Schisa.

Det hellige og det profane

Som nævnt er der ikke meget i Italien, som er vigtigere end familie og fodbold, og især ”The Beautiful Game” spiller en fundamental rolle i filmens narrativ.

FIlmens tvetydige titel er naturligvis en reference til en vis lille argentiner med magiske fødder og en kontroversiel hånd, der skiftede til S.S.C. Napoli i 1984 og ændrede byen og dets folk for altid.

Fodboldspilleren Diego Armando Maradona blev en skytshelgen for Argentina og napolitanerne, da han i 1986 sikrede klubben det italienske mesterskab og et verdensmesterskab med det argentinske landshold.

Denne sakrale gudsdyrkelse af et sportsikon udforsker Paolo Sorrentino i ’The Hand of God’, da netop Diego Maradona mere eller mindre indirekte reddede hans liv den aften, hvor tragedien indtraf.

Dyrkelsen af det guddommelige afspejles også i Sorrentinos signaturstil i form af flamboyante, maleriske skud af Napoli og det azurblå Middelhav, der viser byen fra sin smukkeste side og står som en finurlig kontrast til filmens senere mørke narrativ.

Næsten i mål

Beklageligvis ligger filmens svagheder også i dens styrker. Første halvdel er klart stærkere end anden halvdel, omend de berører to forskellige emner, nemlig kærlighed og tab, mens det brede persongalleri resulterer i, at hovedkaraktererne til tider drukner i marinaden.

Summa summarum er Paolo Sorrentinos slice-of-life-fortælling en skiftevis hjertevarmende og hjerteskærende oplevelse, der bringer både smil på læben og tårer i øjenkrogene. Den har tåkrummende øjeblikke, blandt andet under en af de mest bizarre seksuelle udskejelser set på film i nyere tid, og scener der gang på gang viser italienerne fra deres mest charmerende og elskværdige side.