Velsignet være denne serie, for at blive skabt. Stadig har den fat i mig, og kun få vil blive tabt. Under hans øje.

Jeg sidder på mit job. Vi ser tv. De snakker om nye tv-serier med kvinder i hovedrollen. De viser et klip. Min kollega råber; ”Den er SÅ uhyggelig, den der! Den SKAL du se!” Jeg kigger på skærmen. Den ser lidt kedelig ud. Matte farver og et langsomt tempo. Men han er insisterende. Jeg kapitulerer, går hjem og sætter den på. ’The Handmaid’s Tale’ glider langsomt og dvælende over min skærm med sit religiøst fanatiske og dystopiske univers samt de røde, grønne og brunklædte personager, og jeg er fuldstændig solgt. Jeg elsker det!

Selv efter 2. sæson, hvor mange er utilfredse med serien, er jeg ikke i tvivl. Dette er en af mine yndlingsserier. Så da tredje sæson bliver annonceret, er forventningerne og spændtheden helt i top. Sidst vi forlod Offred, eller nej, June, for det er den, hun er blevet til nu, havde hun efterladt sit nyfødte barn i en bil på vej i sikkerhed mod Canada. For at redde sit andet barn ud af Gilliads misogyne kløer.

Lad ikke røvhullerne knuse dig
Trejde sæson starter, hvor anden sluttede. June begiver sig hen for at hente sit andet barn, Hannah, hos hendes nye familie. Men June er eftersøgt, og hun bliver fundet og fanget for tredje gang i denne serie, hvilket føles ret enerverende, og jeg bliver allerede lidt træt. Kommer hun aldrig videre fra dette forfærdelige sted!? Det gør hun. For både June og andre karakterer er nemlig i gang med en større udvikling, så June ender ikke det samme sted igen, og nu er der andre planer, der skal udføres.

Netop denne udvikling, som har foregået stødt, men langsomt, hen over de sidste sæsoner, får virkelig lov til at udfolde sig nu, og man fornemmer en klar kampgejst og vrede, der bare skal udleves. Den kommer både til udtryk gennem Elisabeth Moss’ sublime skuespil og gennem den sitrende musik og det fabelagtige kameraarbejde, der indfanger Moss’ ansigt på en måde, så vi ikke er i tvivl om de rebelske tanker, hun bærer rundt på. Hvilket naturligvis også kommer til udtryk i den gennemgående voice-over, som hele tiden har været en del af fortællingen.

Det er ikke, fordi der er så meget nyskabende over denne sæson i forhold til de andre to, men jeg er alligevel begejstret. For serien holder sin præmis og sit sindssygt intense univers, hvor der hele tiden ligger en masse undertrykte følelser under overfladen, og hvor ingen siger det, de mener. Der er altid noget underliggende mellem linjerne. Jeg håber dog, at der sker noget mere dramatisk og overraskende i de næste par afsnit, for på trods af et blændende stykke arbejde, så skal dén også udvikle sig mere drastisk. Jeg er dog stadig kæmpe fan og spændt på, hvor de næste afsnit bevæger serien og dens karakterer hen.

Anmeldelsen er skrevet på baggrund af de tre første afsnit i sæson 3.