Sidste sæsons højdramatiske klimaks var det perfekte startskud for den nye sæson. Desværre hviler ’The Handmaid’s Tale’ på laurbærrene når det kommer til Junes genkendelige, stålsatte blik og seriens gentagne dramaturgi.

Sæsonen starter in medias res. Det gør, at man ikke skal finde stemningen og rytmen frem fra gemmerne. Til gengæld giver det en forventning til tempoet.

Sæson 3’s afslutning toppede i forhold til intensitet og tempo, og da sæson 4 starter, hvor vi slap, kræver det en flyvende start. Det sker dog ikke. Denne sæson har en noget sløv og uengageret start, som simpelhent bremser handlingsforløbet.

Til gengæld byder serien, som altid, på stiliseret vold, eminent skuespil og utilregnelige plottwists.

Smukke nuancer

Afsnit tre byder dog på en af seriens mest stemningsfulde øjeblikke, hvor vi ser en skrøbelig side af June. Sienna (Sugenja Sri) – en tidligere Martha – og June står på taget af en høj regeringsbygning. Omkring dem står der mænd med skarpladte geværer. Det er nat med voldsom storm og regn.

Den diegetiske lyd druknes i den stemningsfulde musik, og vi tager del i et rørende øjeblik mellem de to kvinder igennem smukke nærbilleder og sigende blikke. Kvinderne står på grænsen mellem liv og død.

Det er sammenholdet overfor institutionen. Hvor længe kan de holde ud? Bliver dette sæsonen der knækker June én gang for alle? Det smukke moment får en brutal afslutning, og vi føres brat tilbage i den skræmmende virkelighed der er livet i Gilead.

Stigende oprør

Kvindernes sammenhold kommer til skue i andet afsnit af sæsonen. Her træder vi ind i en tidslomme, da vi ser en håndfuld generaler på et moderne bordel. Der filmes en del i slowmotion og farvepaletten er varmere. Det er et fedt æstetisk virkemiddel, som skildrer den intense kontrast mellem generalernes eskapisme og den brutale og kolde virkelighed, som kvinderne befinder sig i.

Soundtracket til denne scene er David Bowies ”Suffragette City”, som bliver et symbol på både kvindernes kamp, og den revolution der måske venter forude. Den stærke følelsesmæssige uligevægt som Bowie formår at udtrykke, indkapsler den voldsomme uro men stærke kampgejst, som disse kvinder besidder.

Desværre formår scenens indhold ikke at leve op til den ellers stærke sanselige oplevelse vi får igennem æstetikken. Det lægger dog bunden for sæsonens primære tema – opbrud og kamp i alle henseender.

Kærlighedens kamp

To verdener kolliderer, da Serena og Fred Waterford mødes i et moderne kapel i Canada, hvor de bliver tilbageholdt af myndighederne. Det bliver et symbolsk landskab for det moderne par, der lever efter traditionelle kristne dyder. De to ting kan virke kontrastfyldte, og det er netop det, der viser sig i stigende grad mellem de to parter.

Kameraet tracker cirkulært om parret, og dobbeltheden i deres forhold til både staten og hinanden viser sig nu klart og tydeligt. Lydsiden prydes af klaverspil, der vækker følelser som både sorg, kærlighed og uro. I baggrunden ser vi korset, som symboliserer Gileads retfærdiggørelse af modbydelige gerninger.

Selvom troen ligger stærkt i Serena (Yvonne Strahovski), kan hun ikke frasige sig følelsen af uretfærdighed, når hun ikke behandles som sin mands ligemand. Fred (Joseph Fiennes) påstår dog at føle sig veltilpas i den nye ’gamle’ verden, på trods af hans moderne udskejelser med kvinder og sprut.

Fiennes tangerer mesterligt dualismen mellem kærlig ægtemand og hård tyran. Hvad der startede som en kamp om kærlighed til fædrelandet er nu en kamp om kærligheden mellem ægtefolk. Men hvilken kærlighed er stærkest – kærligheden til hinanden eller til staten?

En sløv start på et spændende opgør

Igennem de første tre afsnit af den nye sæson får vi sat scenen for endnu en intens tid i det nye USA – Gilead. På trods af flere velkendte mønstre, ser der ud til at være flere muligheder for nyskabelse i serien. Blandt andet kvindernes kampgejst virker til at være præget af håb og styrke i denne sæson, fremfor vrede og frygt som tidligere.

Dette kan være med til at give serien lidt fornyet livskraft – men om det kan holde serien i live igennem resten af sæsonen og endnu en sæson til? Det må tiden vise. Jeg er i al fald med på rejsen lidt endnu.