Sæsonens måske mest unikke og utålelige skud på stammen.

Hvordan laver man en dukkefilm, der på ingen måde er for børn? Dette spørgsmål har Brian Henson forsøgt at besvare. Hans far, Jim Henson, stod bag legendariske serier som ’The Muppet Show’ og ’Sesame Street’. I ’The Happytime Murders’ gentænker sønnen konventionerne for dukkefilm, og forsøger sig med en særdeles grovkornet parodi på den klassiske detektivfilmgenre – en smerteinducerende blanding af ’American Pie’ og ’The Maltese Falcon’ forpestet med plys, pik, patter og dukkesæd i litervis.

City of angels (og plys)
I en verden hvor mennesker og dukker lever side om side, skal menneskebetjenten Connie Edwards og dukkedetektiven Phil Phillips opklare et makabert mordmysterie: medlemmerne af den populære Tv-serie ’The Happytime Gang’ myrdes én efter én.

Det er dog lettere sagt end gjort. I denne udgave af den altid kriminalitetsinficerede Los Angeles udgør dukkerne nemlig andenrangsborgere, og bebor byens beskidte underliv. Spændingerne imellem mennesker og dukker truer konstant med at forpurre samarbejdet imellem vor helte, til den mystiske morders store fordel.

Sesame street after dark
Præmissen for filmen er skide sjov, det kommer man ikke ude om. Når først man har fået denne åbenlyse konstatering af vejen, begynder det dog hurtigt at knibe med at finde lyspunkter. I løbet af filmens første ti minutter diskes der op med en ko-dukke, der modtager et yver-handjob af en blæksprutte-dukke, og følgelig ejakulerer dukke-mælk i stride strømme. Så er tonen ligesom lagt.

Brian Henson har haft som sin mission at vise dukker opføre sig så perverst som overhovedet muligt, og lade det udgøre selve skelettet af filmen. Nu er humor jo notorisk subjektivt, og jeg vil bestemt ikke afvise, at andre biografgængere kan finde fornøjelse i denne præmis; jeg fandt den hurtigt trættende.

Problemet er ikke så meget obskøniteterne i sig selv. Jeg er for eksempel stor fan af ’Team America’, hvis marionetdukker omfavner alverdens platheder. Men hvor ’Team America’ meget stringent er en parodi på en actionfilm, med popkulturelle og politiske referencer som supplement til bræk og blowjobs, så er ’The Happytime Murders’ intet andet end plat.

Fluffy puppets – wooden acting
Halvvejs igennem pinslerne er bagmændene løbet tør for ideer til udpenslede scener, og fokus vendes mod selve plottet og karaterene. Begge er ærlig talt druknet lidt i første akts spermkavalkade, og fremstår pludselig lidt underudbyggede. Rent humormæssigt er vi da faldet tilbage på jokes om Connies vægt og udseende. Originalt. Hun spilles af en uengageret Melissa McCarthy, hvis kemi med resten af de menneskelige karakterer er til at overse. At de også spilles af erfarne komedieskuespillere som Joel McHale og Elizabeth Banks, mærker man intet til.

Stjernerne i denne tragedie i slowmotion er ubetinget dukkerne. Deres erfarne dukkefører har tydeligvis elsket at bringe en beskidt parodi af den normalt børnevenlige genre til live. Er man selv Muppet-entusiast, kan det da også sagtens være, at man kan få samme glæde af oplevelsen. Hver sin smag.

For mig personligt var det som at være vidne til den samme, tåkrummende joke dø en langsom død igen og igen i løbet af verdens længste 90 minutter. Instruktøren kalder selv ’The Happytime Murders’ for ”gribende” – ganske rammende: jeg greb selv ned i lommen efter mine cyanidpiller flere gange undervejs.

Foto: SF Studios