Quentin Tarantino er endnu engang gået til westerngenren. Mens blod, hjerne og testikler flyver igennem en sprængfarlig hytte, snørkler han sig vej igennem 3 timer(!) med den vanlige trommerom af smarte bemærkninger og Morricone-musik.

Det starter ret godt. Overturen spiller til en baggrund med blodrøde bjerge, der demonstrerer 70mm-formatets skønhed. Dernæst et krucifiks dækket af sne – en hestevogn drøner forbi. Nej, det er ikke en hestevogn, ”It’s a MOTHERFUCKING STAGE COACH”, Boom! What? Et hestespand på seks galopperende skønheder, der traver igennem Wyomings sne, filmet i tittyfuckin’ Panavision! Og vent! Hvem er det, der sidder og venter oven på tre forfrosne lig, som en anden Mumitrolds-Mumrikken, det er da ingen ringere end Samuel L-FUCKIN-Jackson! Booyah! Og mon ikke også Kurt Russell sidder i fuld Davy Crockett uniform inde i coachen? Jo for fanden, selvfølgelig gør han det! Og han er badass. Og han er lænket til en tarvelig kælling, som er endnu mere badass, og de får følgeskab af flere, som er helt vildt badass, og hver på sin helt særegne cowboyfrontier-måde. Inden filmen er omme, skal alle selvfølgelig nok have nået at skyde lidt efter hinanden. I hovedet, i benet, i pikken, i ryggen, og til der ikke er mere tilbage.

En voldelig historie
Quentin Tarantino har med ’The Hateful Eight’ fortsat sin granskning af sit fædrelands voldelige historie, og den kulturarv, som denne har medført. Det er en historie, der for Tarantino er baseret på en ordentlig motherfucker-dosis af vold, magt, mord, fordærv og andre synder. Fælles for disse er hadet. Alle hader nogen. De hvide hader de sorte, de sorte hader alle, og alle hader mexicanerne. Alt dette had bliver i ’The Hateful Eight’ komprimeret ned til et kammerspil a la Tarantino. Samuel L. Jackson leverer alle sine replikker som en motherfucker, Kurt Russell opfører sig som en motherfucker, Tim Roth ligner en motherfucker og Michael Madsen ER en motherfucker! Det er en hel masse motherfuckers, der leger ”whodunit” i tre timer.

Hillbillies, motherfuckers og en ulmende blodtørst
Inde i denne tætte skov af motherfuckers finder man også Walton Goggins – allerede navnet skriger hillbilly, og ja, den er god nok, han er hillbilly af fineste skuffe. Nogle vil måske kunne huske ham for hans håndlangerrolle i Tarantinos forrige voldsepos ’Django Unchained’, andre fra hans gode roller i TV-serierne ’The Shield’ og ’Justified’. Goggins ligner royalt indavl med et ordentligt hestebid og tætsiddende øjne, men i ’The Hateful Eight’ bliver hans tilsyneladende dumhed brugt som tungen på vægtskålen i de svære scener.

Og svære scener, dem er der mange af. Vores samling af motherfuckers er nemlig sneet inde i ’Minnie’s Haberdashery’, hvor denne voldelige udgave af Juletestamentet-møder-Cluedo udspilles. Ingen ved hvem de kan stole på, og aftrækkeren sidder løst hos de fleste. Dertil er der mange hadefulde motiver, der får vores motherfuckers til at øjne hævn, hvorfor den mindste provokation hurtigt fører til voldelige overgreb af forskellig art. Vi skal da heller ikke skuffes, når Tarantino nok engang svinger sablen og lader blodsudgydelserne gå løs.

En guidet tur til helvede
Efter at have siddet på nåle igennem en stor portion af filmen, giver Tarantino slip på tøjlerne og starter en underholdende massakre, der skal lede til ”forræderen” i selskabet. Undervejs fortæller han os dog om alle de ting, vi skal være opmærksomme på, og det er lidt ligesom at være på guidet tour til et murder mystery party. Med 500 liter blod og et par kilo hjernemasse som lidt ekstra krydderi.

Dog er det som om, at hver gang Tarantino er begyndt på en af sine morsomme deduktioner, så skal der hele tiden forklares bagefter. Jeg sidder på et tidspunkt med den forventning, at jeg skal se en slags mordgåde, men den sjove deduktion, der følger, bliver hurtigt afbrudt af en mærkelig lyst til at vise mig ALT hvad der foregår og slette sporene i blod bagefter. Den kendte Tarantino-dialog bliver ofte kvalt af et eller andet nyt der sker, eller i en voiceover, der prøver at forklare mig, hvorfor dette eller hint hændte som det gjorde, og det er egentlig ærgerligt

Så god som altid?
’The Hateful Eight’ er for meget ind imellem. Når det så er sagt, så har Tarantino jo altså en eller anden form for filmmagisk evne, som han forstår at tryllebinde med. Vi vil gerne have, at det skal se lidt lækkert ud, og at hans dialog er deduktiv, morsom og lidt wack, at han indhyller sine værker i blod og simpel hævn. Vi kan li’ det, nam nam nam nam. ’The Hateful Eight’ opfylder jo alle disse krav, og den er både utroligt morsom, og voldelig på sådan en rigtig in-your-face-agtig måde. Til trods for filmens længde (3 tandudtrækkende timer), formår Tarantino alligevel at fastholde mig i filmens univers det meste af tiden, og så kan jeg bare så forbandet godt lide Walton Goggins med hele hans redneck hillbilly-attitude, der gør hans bærende scener uforglemmelige! Det kan dog ikke gøre op for, at ’The Hateful Eight’ er en rodet affære, som er decideret kedelig, når den er værst.

https://www.youtube.com/watch?v=6_UI1GzaWv0