Hvem siger at to gamle hvide mænd ikke kan lære nye tricks?

 

 

Forestil dig, at du sidder og ser ”The Untouchables”. Hvis du tænker for dig selv, at denne film ville have været meget bedre uden Robert de Niro og Sean Connery, hvis den kun viste hændelserne fra Costners (politiets) perspektiv, og hvis de bare kørte mere bil, så er dette filmen for dig.

 

’The Highwaymen’ viser os den anden side af historien om Bonnie og Clyde. De lovløse “public enemies”, som blev pop-ikoner både i sin samtid og specielt efter filmen fra 1967. Vi følger Kevin Costner og Woody Harrelson som to aldrende, tidligere medlemmer af det næsten ligeså lovløse Texas Rangers, idet de bliver hevet ud af deres rolige pensionisttilværelse for at jage de to tommygun-bærende turtelduer ned. Det er næsten forunderligt, at Clint Eastwood ikke spiller hovedrollen.

 

Det er en lang film. To timer og tolv minutter, og det hjælpes ikke af, at en stor del af filmen finder sted i bilen med Costner og Harrelson (det er ikke mærkeligt, at filmen hedder ”The Highwaymen”), som hele vejen føles som et forgæves forsøg på at tvinge lidt nostalgi ind i den originale ’True Detective’ serie. I en 90er Ford Crown Victoria føles Harrelson oprigtig og problematisk, men i en 1934 Ford V8 Sedan føles han endimensional og uinspireret, og hans eneste narrative funktion er at levere eksposition og oneliners.

 

Dog får han også tid til at skinne i en scene, hvor gammelfar-Woody giver tæsk til tre unge fedteprinser på et toilet med pikken hængende ude. En scene, som afsluttes med den måske dårligste oneliner i hele filmen, hvor Woody svarer på, hvorfor han brugte så lang tid på at svare ”There was a man in the toilet.”

 

Filmen mangler også en narrativ drivkraft. Det virker som om, de to bare kører rundt og tilfældigvis støder på deres bytte. Det bortforklares med at skyldes enkle deduktive metoder (ren gætning). Der er også en del motiver, som gentages gennem filmen. Fx at Woodys karakter er en morder, som kommer til at havne i helvede, som ikke leder nogle steder hen. Resultatet er, at man ikke bliver investeret i deres jagt. Vi føler aldrig, at de er i nogen særlig fare, eller at de nærmer sig noget klimaks.

 

I en periode, hvor Netflix har vist, at de tør stille sig bag mere idiosynkratiske instruktører (og blevet berømmet med Oscar-regn for det), er ’The Highwaymen’ en skuffende affære. I lighed med de fleste andre Netflix-svipsere er det letfordøjelig to timers eskapisme. Vi tillades at lade, som om vi er i 30ernes USA, bevæbnet til tændende i en skinnende Ford og med en umorsom Woody Harrelson i passagersædet.

 

Det, filmen gør bedst, er at vække interesse for, hvad det var, der gjorde 1967-versionen så god, at en legendarisk amerikansk filmanmelder havde behov for at skrive et 7000 ords manifest om den, mens jeg slider med at skrive mere end 500.

 

 

Foto: Netflix