Luk øjnene og forestil hvordan en film ved navn ’The Hitman’s bodyguard’ kunne udspille sig. Så er du allerede godt forberedt!
’The Hitman’s Bodyguard’ er som et sommerbasker-levn fra 90’erne. En action-komedie pakket med farlige forbrydere, rappe replikker, tumultarisk kugleregn og et makkerpar som ved første øjekast er i hinandens modsætninger. Men Deadpoolske Ryan Reynolds og Die Hardske Samuel L Jackson bliver nødt til at indse at de har brug for hinanden, hvis de skal klare skærene i denne sprængfarlige action-odyssé.
Michael Bryce (Ryan Reynolds) var den perfekte bodyguard med mantraet ”kedeligt er godt”. Han var triple-A rated (hvad end det betyder), og alt kørte på skinner for den charmerende og forudseende bodyguard. Lige indtil den dag han mistede en klient – en japansk våbenhandler. Herfra tog Bryces karriere en voldsom drejning, hvor han måtte beskytte low-life, coke-sniffende advokater, og herfra kunne han spejde langt efter sin triple-A rating, lige indtil en uventet chance byder sig.
Et sprængfarligt eventyr!
Pludselig bliver vores helt dog tvunget på en halsbrækkende mission af sin tidligere flamme fra Interpol, Amelia Roussel (Elodie Young), der med et enkelt telefonopkald får Bryce overbevist om, at han skal sætte liv og lemmer på spil. Her skal han eskortere den farlige lejemorder Darius Kincaid (Samuel L Jackson) til den internationale domstol i Haag. Han skal nemlig vidne imod den modbydelige og tydeligt usympatiske, østeuropæiske despot Vladislav Dukhovich (Gary Oldman i en klassisk Gary Oldman forbryder-forklædning). Det har den farlige dræbermaskine nemlig indvilliget i, så længe hans femme fatale af en kone, Sonia Kincaid (Salma Hayek), bliver løsladt fra fængslets mørke. Herfra er der lagt op til et brag af en film, som dog fiser lidt ud i længden.
Langt til kultstatus
Det umage og paradoksale makkerpar kaster sig i bedste 90’er stil ud på deres farlige vej fra Coventry i England mod domstolen i Haag. På deres færd er der naturligvis et væld af (forudsigelige) forhindringer, ikke mindst hinanden, da vi bliver bekendt med, at disse to modsætningsfyldte herrer har en ikke problemfyldt fortid. De to ’frenemies’ må derfor komme overens med sig selv for at komme overens med hinanden, hvilket bl.a. resulterer i det småklichéagtige retoriske spørgsmål: Hvem er egentlig den med lavest moral? Bodyguarden der beskytter rige forbrydere fra at blive dræbt eller lejemorderen, der tilsyneladende dræber ’bad guys’? Svaret blafrer i vinden, og selvom man unægtelig kommer til at tænke på kult makkerpar-film som ’Die Hard with a Vengeance’ med selv samme Samuel L. Jackson og Bruce Willis, så når filmen ikke i nærheden af dette. Det virker mere til at være et regulært moneyjob end en ligefrem kunstnerisk udfordring for den gode Mr. Jackson.
What you see is what you get
Titlen på filmen er bestemt ikke falsk varedeklaration. Man får nemlig lige præcis det, man forventer, af en film der hedder ’The Hitman’s Bodyguard’. En letbenet underholdningsfilm fyldt med platte jokes, plothuller, vovede stunts og eksplosioner, som måske ikke får dig til at forlade biografen i en stor filosofisk underen, men snarere med fyldt popcorn-mave og godt mæt på forudsigelig action – og hvad alt dertil hører. Det kan også virke nogle gange, men bare ikke hver gang.