Idet jeg opløftet og berørt træder ud af den gamle Dagmarbiograf, opsnapper jeg brudstykker af en samtale tre filanmeldere imellem. ”Jeg kunne bare så godt tænke mig at se en film, hvor hovedpersonen ikke løser mysteriet på baggrund af en eller anden bipersons tilfældige udtalelser” siger en af de tre anmeldere tydeligt irriteret. De snakker selvfølgelig om den britiske ‘The Imitation Game’, som vi alle netop har været inde at se.

Kliché eller teknisk snilde?
Den teknik, som anmelderen her omtaler, kaldes populært et eureka-øjeblik. Som han påpeger, er det en art udefrakommende inspiration, der pludselig giver hovedpersonen nøglen til at løse en gåde eller et problem, der ellers var gået i hårdknude. Og det er rigtigt nok sådan et, som Alan Turing rammes af i ‘The Imitation Game’.

Efter omsider at have fremstillet den maskine, der skal bryde tyskernes kode og sætte et endegyldigt punktum for Anden Verdenskrig, sidder Turing og hans hold tilbage med ét væsentligt problem – de kan ikke få monstrummet til at virke. Men så sætter eureka-øjeblikket heldigvis ind, og fortællingen kan endelig bevæge sig videre til næste problem på dagsordenen: hvordan bruger Turing-holdet de nye oplysninger uden at tyskerne får nys om, at deres enigma-system er knækket?

Jeg fremhæver anmelderens irriterede udbrud for at sige noget centralt både om ‘The Imitation Game’ og om filmanmelderi generelt. Hvis man som anmelder ikke bliver opslugt af en film, vil man analytisk begynde at grave efter alle de ting, der irriterer ved den. Det kunne i ‘The Imitation Games’ tilfælde for eksempel være plottekniske greb som eureka-effekt og voice-over samt klassiske virkemidler som den følelsesbetonede eventyrmusik eller den generelle tydelige, måske næsten udpenslede måde, hvorpå filmen italesætter sine problematikker og temaer (homoseksualitet, tab, patriarki, krigsetik etc.)

Men selvom filmen indeholder flere elementer, der i andre sammenhænge ville irritere mig grusomt, blev jeg ganske opslugt af ‘The Imitation Game’ og bemærkede end ikke ”klichéerne” undervejs.

Grunden er, at den virkelig formår at bruge de narrative virkemidler til at fortælle Turings fascinerende historie på en effektfuld måde. Særligt Graham Moores manuskript er simpelthen så elegant skruet sammen, at det tydeligt, men ikke anmassende skaber korrelation mellem de mange lag i Turings person: fra den geniale pionerhjerne, der hjalp med at besejre tyskerne samt lagde grundstenene for nutidens computer og kunstig intelligens til den grundlæggende usikre homoseksuelle mand, der plagedes af sin egen manglende evne til knække de menneskelige koder.

Det hele serveres med en tilpas portion humor, alvor og hjertevarme i et til tider næsten eventyrligt univers, der giver fint modspil til de tragiske hændelser.

Cumberbatch-effekten
En anden væsentlig grund til, at Morten Tyndums ‘The Imitation Game’ slipper godt af sted med at knytte sig til så klassisk et filmsprog, er de mange fornemme skuespilpræstationer.

Det er altid en fryd at se genier løse universets mange gåder, mens man selv kan sidde dovent tilbagelænet i biografsalens mørke. At jeg ikke er den eneste, der har det på den måde, fremgår af det faktum, at ikke kun én men hele to af årets Oscar-konkurrenter handler om nogle af vor tids største hjerner: Alan Turing i ‘The Imitation Game’ og Stephen Hawking i ‘Teorien om Alting’.

Men rollen som det videnskabelige geni kræver et massivt skuespiltalent – og sådan et er Benedict Cumberbatch heldigvis. Med gennembrudsrollen i BBCs populære ‘Sherlock’ viste den britiske skuespiller, at han mønstrer kombinationen af karismatisk charme med sociopatisk arrogance til perfektion. Som Turing udviser han en mere skrøbelig akavethed, men er i samme omgang lige så herligt Sherlock-snappy som kun et sandt geni kan tillade sig at være.

Ved filmens begyndelse påpeger han med lige dele autoritet og skrøbelighed, at det er på eget ansvar, hvis publikum vælger at forblive i salen. Advarslen efterfølges af en ordre: ”You will listen closely and you will not judge me until I am finished”. Ordene hæfter sig fast og viser netop, at med den rigtige tekst og den rigtige skuespiller kan selv en gennemtygget voice over-introduktion få fornyet styrke.

Selvom Cumberbatch er filmens og historiens stjerne, er der også andre stærke kræfter på banen. Mens Charles Dance (kendt fra Game of Thrones) er skræmmende god i rollen som den strenge General Denniston, lyser Keira Knightley filmlærredet op i rollen som Turings fortrolige, Joan Clarke. Endnu en gang viser Knighley, at hun er velvalgt til at spille karakterer med en god portion stædighed, vittighed og intelligens.

I kyndige hænder
Med et veldrejet manuskript og fantastiske skuespilpræstationer er ‘The Imitation Game’ hvad jeg vil karakterisere som godt, solidt håndværk – og det skal på ingen måde forstås nedsættende. Morten Tyndum og co. bruger klassisk filmsprog og solide narrative teknikker til på varm og rørende vis at fortælle historien om et ekstraordinært menneske.

Man skal med andre ord ikke forvente sig en film, der udvider de filmtekniske grænser, men derimod en fortælling som på fonem vis udnytter de midler, som mediet allerede tilbyder. Det er derfor jeg personligt ikke vrisser af klichéerne, men fryder mig over, hvordan det ser ud, når disse bliver brugt af dygtige filmhåndværkere til at fortælle vigtige historier.