Ralph Fiennes tilføjer endnu solid film til sit i forvejen imponerende repertoire. Denne gang som instruktør.

’The Invisible Woman’ fortæller historien om Charles Dickens (Ralph Fiennes) og hans komplicerede forhold til den meget unge Nelly (Felicity Jones). Dickens er ved filmens begyndelse allerede en (aner)kendt forfatter og bliver behandlet som lidt af en berømthed. Under en opsætning af et af hans stykker (tjek) arbejder han sammen med skuespillerinden Frances Ternan (Kristin Scott Thomas) og hendes tre døtre – blandt andet den yngste Nelly. De udvikler langsomt et romantisk forhold, der starter i dyb fascination og respekt og senere til frustration, for Dickens er gift og har ikke i sinde at lade sig skille. Dickens og Emmy holder deres forhold så hemmeligt som de kan, men det resulterer i store komplikationer for dem begge.

Handlingsmæssigt er ’The Invisible Woman’ ikke den mest komplicerede film. Historien er enkel og temaerne nemme at følge. Filmen gør sig muligvis også bedst til et publikum, der har kendskab til Dickens, for det er i filmen tydeligt, hvor stor en arv han har efterladt sig og hvor meget han betyder for sit fædreland, stadig den dag i dag. Filmen er spækket med referencer til litterære og kulturelle personligheder, referencer der sikkert ville krydre filmen med en tør form for humor, hvis man ellers er velbevandret nok i sin engelske litteratur.

Når ’The Invisible Woman’ alligevel er et biografbesøg værd for de fleste, så skyldes det først og fremmest Ralph Fiennes og Felicity Jones, der viser et imponerende samspil med subtile nuancer og masser af indestængte følelser. Det er en fryd at se på, også selvom det ikke er en fryd for karakteren. Kristin Scott Thomas giver sædvanlig tryghed og elegance.

Billedsiden er med sine falmede farver og britiske, kølige scenerier med til at underbygge den kontrollerede overflade som alle karakterer, men i særdeleshed de to hovedroller må sætte op for ikke at skade sig selv mere end højst nødvendigt. Det er en langsom og potentielt tålmodighedskrævende film, men hvis man som seer lader sig opsluge af den indespærrede lidenskab i al det kontrollerede og rolige, så er det også en stærkt medrivende film, der viser at spænding og engagerende film ikke behøver eksplosioner eller voldsomme tricks for at kunne fastholde sit publikum og gøre indtryk. ’The Invisible Woman’ gør indtryk på grund af alt det, filmen ikke gør og er med sit rolige tempo på mange måder en modig film, der tør sætte relationen mellem to stærke spillere i fokus. Det er vellykket og smukt at se, og gør at man hurtigt vænner sig til, og tilgiver, det lidt langsomme tempo.