Det er knap 25 år siden, at Martin Scorsese og Robert De Niro sidst arbejdede på samme film i 1995. ’The Irishman’ beviser, at de stadig har, hvad der skal til for at skabe en ægte gangsterfilm i 2019.
Hvor var du, da Jimmy Hoffa forsvandt i 1975? Ikke født endnu? Heller ikke her. Siger navnet dig overhovedet noget? Hvis ikke, kan det være svært at se, hvorfor du skal interessere dig for Martin Scorseses nye spillefilm, der netop omhandler fagforeningslederens forsvinden, samt personen der muligvis står bag den.
’The Irishman’ fortæller nemlig den sande historie om mafialejemorderen Frank Sheeran (Robert De Niro), der igennem et tilbageblik på sit liv gennemgår sin tid i mafiaen, samt sin mest betydningsfulde øjeblikke i ’branchen’. Nutiden er formet af gode, såvel som dårlige, beslutninger og Frank reflekterer løbende over dem. Størstedelen af filmen omhandler dog venskabet mellem Frank og lederen af fagforeningen Teamsters James ’Jimmy’ Hoffa (Al Pacino), der utroligt nok formår at vække min interesse for 70’ernes politiske uenigheder.
The Boys Are Back in Town
Efter et langt samarbejde med Leonardo DiCaprio er Martin Scorsese vendt tilbage til sine rødder – Robert De Niro og Joe Pesci. De får for første gang i en Scorsese-film følge af Al Pacino. Deres sammenspil er en fornøjelse at overvære, og man kan virkelig mærke deres oprigtige kemi, specielt imellem De Niro og Pacino, der igennem velskrevne dialoger begge leverer fremragende præstationer. Venskabet imellem dem føles reelt og kærligt, hvilket blødgører deres ellers hårde karakterer.
Gamle mænd i unge klæder
Da filmen ses i et retrospekt, er der en del spring i tiden. De forskellige årtier bliver visualiseret på en troværdig og indlevende måde, og ved hjælp af CGI får vi mulighed for at gense skuespillerne i deres yngre år. Det er utrolig veludført og fungerer overraskende godt – man bliver helt i tvivl, om der faktisk er ændret på De Niros ansigt, eller om de bare har brugt overskydende optagelser fra Casino fra 1995.
Det er dog bittersødt at se, hvordan De Niro bogstaveligt talt ældes for øjnene af os. Man bliver pludselig opmærksom på, at disse legendariske skuespillere er ved at komme op i årene, og at de rent faktisk ikke er udødelige ikoner. Jeg må indrømme, at det kniber lidt i hjertet at se De Niro sidde gråhåret, sammenkrøllet og rynket i en rullestol på et plejehjem.
Er 210 minutter for langt?
Med en samlet spilletid på ca. 3 ½ timer, kan man let frygte, at ’The Irishman’ bliver for lang. Scorsese formåede dog at holde mig investeret, interesseret og engageret igennem hele fortællingen, da den er propfyldt med spænding og begivenhedsrige hændelser. I en verden styret af mord, svindel og hemmelige handler, er der aldrig et stille øjeblik. ‘The Irishman’ beviser, at når Robert De Niro og Martin Scorsese endelig arbejder sammen, bliver der skabt en særlig form for magi, der både spiller på nostalgi og den gode gamle gangster trope, som de lader til at have udviklet i selskab af hinanden.
Jeg sidder dog stadig med et tungt hjerte, da filmen nærmer sig sin ende. Det føltes som det sidste gensyn, den officielle ende på en æra, da chancen for at dette cast samles igen i samme film, er minimal. Det er Scorsese-universets ‘Endgame’. ’The Irishman’ er derfor helt klart værd at se, da det er et glædeligt, og muligvis endeligt, gensyn med de originale gangstere.
