Den nye biografi om en af wrestlingindustriens mest traditionsrige familier lykkes ikke i alle facetter, men den indkapsler flot den rørende broderkærlighed, der definerede Von Erich-dynastiets identitet.

Dybt indgraveret i amerikansk popkultur finder man den unikke krydsning af sport og scenekunst kaldet professionel wrestling. Her fortælles historier i kampsportsringe, centreret om konflikter mellem farverige karakterer, der løses med koreograferede slåskampe foran live-publikum.

Gennem mange årtier har tusindvis af muskuløse og excentriske performere dedikeret deres liv til den unikke stuntmandssæbeopera. Blandt de mest fascinerende professionelle wrestlere finder man Von Erich-brødrene. Topatletiske, karismatiske ærkeamerikanske texashelte, der hverken behøvede kunstnernavne eller ekstravagante kostumer for at appellere til wrestlingfansenes maskulinitetsidolisering.

Instruktør Sean Durkin synes endda, at brødrene er så spændende, at hans nye spillefilm ’The Iron Claw’ handler om netop dem og deres historie fyldt med triumfer, men især også tragedier.

Historien om Von Erich-brødrene, der går fra lokale kendisser til internationale wrestlingstjerner, mens de forfølges af helt ekstremt uheld, har mange fascinerende og gribende elementer. Durkin formår dog ikke at binde alle aspekter helt optimalt sammen. Det utroligt særlige bånd mellem de berømte brødre rammer han alligevel på aldeles rørende vis i samarbejde med en forrygende cast.

Efron og Co. brillerer

I fortællingens centrum finder vi en enormt muskuløs Zac Efron i rollen som den ældste bror, Kevin. Han har ambitioner om at blive den største stjerne i wrestling-industrien, men vigtigst for ham er hans sammenhold med sine brødre David (Harris Dickinson), Kerry (Barry Allen White) og Mike (Stanley Simons). Sammen etablerer de fire strålende skuespillere en dynamik mellem brødrene, der føles meget troværdig og virker tro mod de virkelige personer, som de portrætterer.

Efron indkapsler glimrende dualiteten mellem Kevins eksplosive fysik og hans mere afdæmpede temperament og personlighed. Netop personligheden afholder ham fra at vinde wrestlingtilskuerne lige så naturligt over som de mere karismatiske og teknisk dygtigere performere, David og Kerry. Til gengæld hjælper selvsamme personlighed Kevin med at bevare en stabilitet i sit liv uden for ringen, som hans brødre kæmper betydeligt mere med.

Det er nemlig uden for ringen, at familien undervejs må stå ansigt til ansigt med en stribe af tragedier, der efterlader så store ar, at en diskussion om, hvorvidt familien er forbandet, tager form.

Dickinson er skarp i rollen som den mest talentfulde og begavede af brødrene, David. Samtidigt leverer White en dynamisk portrættering af den vilde, charmerende, men ustabile rockstjerne, som Kerry var.

Simons’ portrættering af Mike er faktisk en sammensmeltning af netop Mike Von Erich og virkelighedens yngste bror Chris Von Erich. Med inspiration fra begge brødre portrætterer filmen ham som broren, der hverken har kompetencerne til eller interessen for at gøre sine brødre selskab i ringen. Rollen står effektivt i kontrast til resten af karaktergalleriet, og Simons portrætterer overbevisende sårbart det pres, som karakteren af samme grund kæmper med.

Mangler nuancer

Presset kommer især fra brødrenes far, Fritz (Holt McCallany), der har pisket dem til at blive intense konkurrencemennesker helt fra barnsben af. Han var selv en stjerne i wrestlingindustrien, før han blev promoter med sine egne sønner som de store stjerner.

Læser man op på Fritz Von Erich vil man lære om en far, hvis opdragelsesstil skabte succesfulde superstjerner, men meget vel også bidrog til de ulykker og psykiske problemer som plagede familien.

Hører man interviews med Kevin Von Erich, vil man opdage en insisteren på, at faren var elskende og gensidigt elsket selv på trods af de dæmoner, han selv kæmpede med og muligvis gav videre.

De nuancer og den indre dualitet fanger filmen ikke i portrætteringen af Fritz, der bare bliver en ret typisk skildring af en hård usentimental forælder, der er besat af børnenes sportskarriere.

Kigger man i det hele taget udover filmens portrættering af brødrene, mangler der også flere nuancer.

Fortællingen handler om folk, der bliver ædt op af en utroligt barsk wrestlingindustri, som er gennemsyret af stoffer og vanvittige arbejdsforhold. Det bliver bare ikke synderligt effektivt skildret.

Heller ikke selvom selve wrestlingscenerne er glimrende koreograferet, hvad angår action, samt fantastisk atmosfærisk og autentisk præsenteret i forhold til kostumer, omgivelser og kameraføring. 

Hovedpersonernes arbejde og gradvise succes i branchen vises nemlig meget i montager, overgange og pludselige drejninger. Der mangler simpelthen den grundige udpensling af deres avancement op gennem industrien, med alt hvad det indebærer på godt og ondt. 

Deres rockstjernestatus bliver ikke tydeliggjort nok. Faktisk bliver den underligt nedtonet. Den mørke side af wrestlingverdenen dykkes der heller ikke nok ned i. Tværtimod bliver der skyndt sig henover den. Derfor kommer triumferne og særligt tragedierne ikke lige så naturligt som de burde.

Hvad vi til gengæld får helt ind under huden, er kærlighed mellem brødre. Det er dybt rørende i en fortælling, hvor de bærende karakterer ultimativt ikke har meget andet at falde tilbage på end netop det.