En mand vender hjem til et familiedrama… og et retssalsdrama… og en krimi… og en kærlighedshistorie. ’The Judge’ vil mange ting på én gang, og det er for meget af det gode.

Hank Palmer (Robert Downey Jr.) er ’’smart i en fart’’-advokat i Chicago, men da hans mor går bort, må han vende hjem til barndomsbyen Carlinville. I den idylliske lille by venter, foruden to brødre (Vincent D’Onofrio & Jeremy Strong) og en ekskæreste (Vera Farmiga), Hanks far: den hårde og stolte dommer Joseph Palmer (Robert Duvall). Joseph og Hank har et køligt forhold, og de to har ikke været på talefod i årevis. Derfor kan Hank ikke vente med at komme tilbage til Chicago, men da faderen pludselig bliver anholdt for et mord, som han ikke selv har nogen erindring om, må Hank forsvare sin fars ære i retssalen.

Velspillet og velment
’The Judge’ er den slags film, som Oscar-akademiet elsker. Det er en alvorlig og velspillet film med noget på hjerte. Filmens emotionelle kerne ligger i forholdet mellem Hank og Joseph – et klassisk far/søn-drama, hvori de to mænd på trods af fortidens fejl og uenigheder finder hinanden i den nye relation, der opstår, fordi Joseph har brug for sin søn både i juridisk og følelsesmæssig forstand. ’The Judge’ udforsker, hvad det vil sige at blive gammel og opleve kroppens forfald, og hvad denne proces gør ved forholdet mellem forælder og barn. I en intenst spillet scene træder Hank i karakter, da faderen – konfus af et mareridt – simpelthen skider i bukserne. Den ærekære dommer må nu acceptere, at han har brug for sønnens hjælp.

En gammeldags rodebutik
Når det er sagt, og anerkendelse er givet til Robert Duvalls skuespilmæssige tyngde og den charmerende og veloplagte Robert Downey Jr., så står man desværre tilbage med en rodet film. Roderiet opstår, fordi ’The Judge’ er tre film i én: kærlighedsfortællingen om gymnasiekæresterne der ved gensyn opdager, at flammen aldrig brændte ud, familiedramaet om patriarken og det sorte får og retssalsdramaet med krimielementer, der undersøger, om, og i så tilfælde i hvilken grad, et mord har fundet sted. Kærlighedshistorien mellem Hank og Samantha fremstår påklistret. Retssalsdramaet får aldrig forløst sit potentiale – ganske som en ellers velsmurt Billy Bob Thorton i rollen som anklager ikke får plads til at give andet end en overfladisk præstation. Det er i de to fortællinger, at den gode film om far og søn drukner.
’The Judge’ er en gammeldags film, og det føles som om, at den ligeså godt kunne være lavet i 1990’erne som i dag. Dette er desværre ikke, fordi den er en tidsløs klassiker. Og når nu begrebet om tid er på blokken – så er filmen altså alt for lang med sine to timer og tyve minutter.

Trods pæne intentioner og godt skuespil skuffer ’The Judge’, og man får lyst til at sige, som strenge Joseph gør til sønnen i et dramatisk opgør: ”I wish I liked you more”.