I ’The Kindness of Strangers’ viser Lone Scherfig, hvor langt man kan komme med medmenneskeligheden blandt de mest udsatte personer.

Scenen for venlighed blandt fremmede er sat i New York, byen, der aldrig sover. Her vikles en gruppe menneskers skæbner ind og ud ad hinandens liv med en russisk restaurant som omdrejningspunkt.

Clara (Zoe Kazan) flygter fra sin voldelige ægtemand Richard (Esben Smed) med deres to, unge sønner til New York. Byen er stor og fascinerende for den lille familie, men også benhård og iskold, når man som Clara er hjemløs og må klare sig med småtyverier, suppekøkkener og fremmede menneskers tilfældige venlighed.

Et andet sted i byen forsøger Marc (Tahar Rahim) at vende Timofeys (Bill Nighy) fallerede restaurant tilbage til fordums storhed, mens han modvilligt går i terapigruppe hos den ensomme Alice (Andrea Riseborough), der også er stamkunde i restauranten.

Derudover følger vi den uduelige, men godhjertede unge, hjemløse Jeff (Caleb Landry Jones) og Marcs advokat, John Peter (Jay Baruchel).

Et tæppe af skæbner
Det er med andre ord en ensemblefilm, hvor mange små brikker langsomt samles som et puslespil (for nu at bruge en nedluknings-metafor).

Problemet med ensemblefilm er, at man kan miste følingen med karakterernes følelsesliv, hvis der ikke bliver givet tid til hver enkel historie.

Men Lone Scherfig formår netop at skabe små seancer, hvor man mærker de individuelle karakteres dybde, samtidig med at det hele bindes sammen i en større overordnet historie.

Og ja, der er mange usandsynlige tilfældigheder, som at hovedpersonen Clara parkerer sin bil i baggården til den russiske restaurant, hvor Marc og Timofey arbejder. Eller at Alice har Marc i terapi i den kirke, hvor Clara og drengene søger tilflugt fra vinterkulden.

Men hvis man kan leve med den nødvendige usandsynlighed, der må være for at få en film som denne til at gå op, er ’The Kindness of Strangers’ den hjertevarmeste fortælling.

En lille gestus
En film om næstekærlighed og selvopofrende godhed ligger nødvendigvis og vipper på kanten af sukkersødhed. Men ensemblefilmen tipper aldrig entydigt over, fordi dialogen er morsom og giver tiltrængte friske pust.

Samtidig krakelerer Claras lidt overdrevne overskud langsomt, da gadelivets hårdhed rammer. På den måde undgår Scherfig at romantisere hjemløshed fuldkommen.

Jeg sad undervejs og tænkte på alle de mennesker, der falder igennem sprækkerne mellem medmenneskernes venlighed. Dem, der ikke har Claras held, mentale ressourcer og udseende, alt sammen ting, der gør hendes vej væk fra gaden kort.

Men filmen forsøger ikke at være socialrealisme, men at vække følelsen af at en lille, gavmild gestus kan ændre noget for den enkelte. Jeg fik i hvert fald lyst til at gå ud og gøre en forandring i et andet menneskes liv.

Et kritikpunkt er castingen. Esben Smed spiller Richard, Claras voldelige ægtemand. Og David Dencik spiller Richards far, Lars. At amerikansk rednecks spilles af danskere er lidt et underligt valg, der for en dansk seer. Og så er jeg slet ikke kommet ind på, at Nikolaj Kopernikus spiller en stereotyp russer komplet med farvede brilleglas og grimt jakkesæt.

Det er mærkeligt og distraherende at bruge danske skuespiller til at udfylde rollerne som ærkeamerikanere, fordi dialekt tager for meget opmærksomhed i forhold til de biroller, de spiller. Desuden virker det letkøbt og en smule problematisk at baserer humoren på stereotypiserede russiske gimmicks.

Uden at bringe revolutionerende nyt til ensemblefilmgenren eller den romantiske komedie, er filmen en behagelig oplevelse så længe den varer. Armod, fattigdom og vold er virkelig, men ’The Kindness of Strangers’ viser, at det er venlighed og næstekærlighed heldigvis også.