’The Lady in the Van’ er en forholdsvist original film, og jeg tror absolut, den har sit publikum. Det er bare ikke mig.

Al humor behøver ikke blive understreget med trommehvirvler og laughtracks, for at man forstår, at noget er sjovt. For mig har britiske jokes altid stået som det bedste eksempel på dette. Underspillede, let sarkastiske kommentarer kan, hvad end de kommer fra James Bond eller kriminalkommissær Barnaby, være rigtig sjove. Jeg synes dog, det kan blive lidt træt, når en hel film er baseret på denne tørre, underspillede humor. For mig begyndte humoren såvel som dramaet (der er lige så underspillet) i ’The Lady in the Van’ at virke ensformigt i længden.

Fint og finurligt
’The Lady in the Van’ omhandler den karismatiske Miss Shepherd (Maggie Smith), som en dag dukker op i den småkedelige forfatter Alan Bennetts (Alex Jennings) indkørsel. Med sig har hun sin gamle smadderkasse af et folkevognsrugbrød, og efter hun har parkeret den, bliver den der. Vi følger de to mennesker, som lever op og ned af hinanden i 12 år, til trods for at Bennett starter med at sige ”only for a couple of weeks”.

Jeg vil mene, at ’The Lady in the Van’ er en kommedie af den slags, der rigtig gerne vil kaldes ord som ”finurlig” og ”underspillet”, men selvom jeg da godt kunne finde på at bruge disse, har jeg straks sværere ved ordet ”sjov”. Miss Shepherd er da sjov på papiret. Hun bor i en gammel ødelagt bil, lugter forfærdeligt, men påstår alligevel, at hun har vundet priser for at gå i bad. Hun når, inden filmen er omme, at påstå, at hun har vundet priser for rigtig mange ting, og det er da også meget sjovt de første par gange. Efterhånden synes jeg dog, det udviklede sig til en gennemtygget catchphrase.

Manglende melankoli
Miss Shepherd har sine øjeblikke, men til trods for at filmen prøver noget forholdsvist originalt med Alan Bennett, fandt jeg ham aldrig særlig sympatisk eller morsom. Bennett ser sig selv som to personer: Den, der skriver, og den, der lever. Derfor går forfatter-Bennett og normale-Bennett konstant og har samtaler. Det giver en fin mulighed for publikum for at få indblik i, hvad han tænker for sig selv, og hvis nogle tanker ikke kommer ud, er han da også voice-over-fortæller, så han kan forklare resten. De to Bennetter fungerer sådan set okay (om end det bliver en smule overfortalt), men jeg kunne aldrig rigtig lide nogen af dem. Jeg syntes ikke, de var sjove, og selvom det er meningen, vi skal grine af, at han aldrig får klaget over, at Miss Shepherd for eksempel efterlader poser med sin egen afføring rundt omkring, blev det for mig bare til frustrerende apati.

Dramaet fangede mig desværre heller ikke. Det er meningen, at man skal grine lidt af alle karakterer i filmen, men det er også meningen, at man skal holde af dem samtidig. Hvis man ikke føler et lille stik af melankoli ved filmens slutning, er det nok et tegn på, at filmen ikke har fanget én. Jeg tror bestemt, at dette vil ske for nogen, men jeg var temmelig kold og ligeglad. Jeg tror, at jeg simpelthen savnede udvikling, til trods for at karaktererne da ikke står fuldstændig stille.

For friske farver
Jeg brød mig heller ikke om farverne i ’The Lady in the Van’. Der er skruet helt op for kontrasterne, så alle detaljer i et ansigt bliver helt tydelige. Man kan spotte hver eneste rynke i Miss Shepherds ansigt, og såvel fregner som hudorme træder tydeligt frem i et close-up. Dette er meget intentionelt, og jeg tror, formålet er at skabe varme og nærhed i billederne. For mig kom billederne nogle gange til at se animerede ud frem for virkelige, og det endte i stedet med at skabe distance.

’The Lady in the Van’ er ikke en dårlig film. Jeg har bare svært ved at pege på nogen ting, som for alvor imponerede mig. Selvom jeg ikke fik det, har filmen en stor kærlighed til sine karakterer, og jeg mener helt bestemt, at der vil være masser af mennesker, der virkelig synes om den underspillede humor. Måske er der endda nogen, der kan lide de kontrastede billeder. Jeg var bare ikke synderligt begejstret.