Det falder ofte til jorden, når nogen prøver at filmatisere en virkelig historie om en nulevende person. Man kan jo bare selv følge historien i nyhederne og danne sig sit eget indtryk, uden at nogen instruktør skal lave om på fakta for at indsnige sin egen holdning til godt og ondt. Sådan forholder det sig dog ikke helt med historien om den burmesiske demokratiaktivist Aung San Suu Kyi, der sad i husarrest i 15 år, uden at måtte have kontakt til omverden og omvendt. For indtil nu har man vidst meget lidt om hendes personlige liv i fangenskab. The Lady er en gribende filmatisering af netop denne historie.

Især det med godt og ondt kan være svært at kapere, når det kommer fra virkeligheden, hvor det sjældent forholder sig så overfladisk. Det kan dog være svært at finde noget godt at sige om General Ne Win, der i årtier har styret Burma med brutal militærmagt, tortur og overtro. En dyd, man må tillægge ham, er dog vedholdenhed. For da datteren, Aung San Suu Kyi, til en myrdet frihedskæmper vender tilbage til Burma efter 41 år i England, finder det burmesiske folk nyt håb i hende som personen, der kan indføre demokrati i Burma. Det vil Ne Win ikke finde sig i og bruger med sit militærregime de næste to årtier på at afskære verden fra ethvert håb om burmesisk demokrati ved at lukke munden på Suu Kyi og alle hendes tilhængere.

Derfor har ingen vidst særligt meget om Suu Kyi og alle konfliktens personlige historier fra den tyveårige – og stadig ikke afsluttede – kamp imod militærjuntaen. Men igennem lang tid har manuskriptforfatter Rebecca Frayn fået talrige personlige beretninger fra anonyme kilder, der har været tæt involveret i Suu Kyis kamp, og på den baggrund er filmen skabt.

Filmen dvæler heldigvis ikke kun ved den uundgåelige romantisering af Suu Kyi (Michelle Yeoh), men beretter også om andre interessante personligheder, der har været påvirket af hendes husarrest. Specielt interessant er hendes mesterligt portrætterede ægtemand (David Thewlis), hvis egen kamp vægter tungt imellem at støtte hende i modstanden mod regimet, og at holde styr på det brudte familieliv hjemme i England. Samtidig må han holde sin nylige kræftdiagnose hemmelig for Suu Kyi, så hun ikke opgiver kampen og forlader Burma for aldrig at måtte vende tilbage.

Instruktøren, Luc Besson, smører især tykt på, når det gælder portrætteringen af de familiære relationer, og det er lige ved at kæmme over flere gange, når man skal se, hvor lykkelige alle har været, før militæret satte en stopper for det. Desuden er holdningen til karaktererne meget sort-hvidt opstillet. Filmen havde næppe taget sig anderledes ud, hvis soldaterne havde været stormtropper, uruk-hai’er eller dødsgardister. Med de reelle fakta, der lægges ud om juntaen, har man dog svært ved selv at se dem på andre måder, så det kan til dels gå an. Til gengæld er der langt mere tilbageholdenhed og antydning af personligt motiv at finde hos Luke Skywalker, Frodo Baggins og Harry Potter, end der er i en eneste af det burmesiske regimes modstandere, hvis rendyrkede from- og godhed ustandseligt fremvises åbenlyst. Historiens overbevisning begynder gradvist at aftage, når de unuancerede følelser underminerer troværdigheden på den ellers faktuelle og flotte fortællings bekostning.

En stor kompensation findes heldigvis i den billedlige fremvisning af Burma, der er filmet i næsten autentiske omgivelser (Thailand). Her går det ikke opmærksomheden forbi, at det er et æstetisk smukt land, og filmskabernes personlige kærlighed til de asiatiske omgivelser gives effektivt videre til publikum. Selv de grusomme scener med ufrivillige mineryddere og unge demonstranter, der beskydes, er trods sine uhyrligheder umådeligt flotte at se på – og et tydeligt aftryk fra den garvede genrefilminstruktør Besson.

The Lady er i sig selv en flot film i både billede og historie, og samtidig føler man tillid til historiens autencitet. Der er ingen tvivl om, at det er en historie om godt og ondt og en underdogs kamp imod en undertrykkende magt, og derfor er det en skam, at det skal understreges så markant. Men det til trods kommer man ikke uden om, at fortællingen er gribende, og som film er den velfortalt og endnu en sikker fremvisning af Luc Bessons visuelle talent.