I stedet for en film om dem, der forlader Mali med drømmen om at nå Europa, er fokus på dem, der er vendt tilbage eller slet ikke er nået videre fra håbløsheden i hjemstavnen.

Vi befinder os i byen Gao i Mali, hvor the House of Migrants huserer strandede migranter. Menneskene skal til at forsøge, eller også har de forsøgt at krydse Sahara og måske vendt tilbage uden at have opnået deres egentlige mål.

Filmskaberen bag, Ousmane Zoromé Samassekou, formår at lave en dokumentar, der i høj grad opnår at formidle migranternes personlige historier, hvilket er en øjenåbner i forhold til deres udfordringer.

To piger følger vi især. De drømmer om en bedre fremtid i Europa. Vi ser dem sidde på deres værelse på deres hjemmelavede senge sammen med en ældre kvinde, der ikke er kommet videre de sidste fem år. De snakker med hinanden og forsøger at lære engelsk. Specielt Esther, den ene pige, åbner sig op om hendes familierelationer og konkluderer, at hun i det mindste aldrig skal tilbage til dem.

Langtrukken ventetid – det værd?

 De som befinder sig i the House of Migrants er alle ventende. Ventende på at blive hentet og fragtet hjem, eller ventende på en smugler, der kan transportere dem til deres drømmedestination – Europa.

Samassekou formår at frembringe en følelse af rastløshed. Det gør han gennem nærbilleder, som når én spiller skak med sig selv for at få tiden til at gå, billeder hvor gangene og trapperne observeres, eller af fjernsynet, hvor en dokumentar om dyr bliver vist. Billeder af ørkenen er der også, som hele tiden er i menneskenes tanker – for det er her, de skal igennem for at opnå deres drøm.

Dokumentaren virker langtrukken, men det er der succesen ligger, når det først accepteres.

Rolige billeder flytter fokus fra omstændigheder

 Selvom deres omstændigheder er barske, så skaber dokumentaren en vis ro. Migranterne har accepteret deres skæbne, og dokumentaren viser, hvor meget de er i stand til at holde ud og kæmpe for – måske fordi de ikke har noget at miste eller alt at vinde?

Smukke observerende billeder og ærlige dialoger opsummerer filmen. Selvom dokumentaren i dens evne til at observere er en anelse langtrukken, så formår den at få os til at mærke migranternes sindstilstand, selvom vi aldrig helt kommer til at relatere til eller forstå deres omstændigheder.