The Governator er tilbage! Den pensionerede politiker Arnold Schwarzenegger lader sig inspirere af sin gode gamle ven, Sylvester Stallone, og viser med The Last Stand hele verden, at man sagtens kan sparke røv, selvom man er 65 år gammel. Såfremt man parkerer hjernen solidt udenfor biografsalen og har en svaghed for ting, der springer i luften i ly af en plat one-liner,  så er denne Arnold-film bestemt godkendt lørdagsunderholdning.

Actionfilmen, der er instrueret af koreanske Jee-Woon Kim, er den første hovedrolle Arnold giver sig i kast med i otte år. Dog får action-koryfæet hurtigt bevist, at der stadig er benzin i actiontanken og smæk for skillingerne. For størstedelen af The Last Stands tiltænkte og åbenlyse målgruppe vil filmen være et nostalgisk og personligt gensyn med et af Hollywood actionfilmens største ikoner, der ”vender tilbage” til der, han er bedst og hører hjemme.

Filmens handling og opbygning spiller som en hybrid af en moderne westernfilm og en 90’er actionfilmformular. Kort fortalt har vi Arnold som en John Wayne-ish sherif i en lille grænseflække, der er den eneste modstand, der står i vejen for en mexicansk narkoboss’ flugt fra FBI mod Mexico…and action!! Der er klare elementer af Die Hard i filmens simple generiske opbygning  og portrættering af en helt, der grundet situationens sammensætning ikke har andet valg end at stoppe skurken. Samtidig tilføjer konflikten, omgivelserne og platheden af punchlines et skær af spaghetti, der klæder Arnolds efterhånden fremtrædende rynker ganske godt.

Handlingen strækker sig over hæsblæsende 24 timer i en fin kombination af skæv og elskværdig bonderøvshumør i ”Arnolds by” og tempofyldt, bad-ass biljagtscener, hvor FBI-agenten, spillet af Forest Whitaker, når at rive sig i håret af frustration nogle gange. Scenen sættes uden megen slinger i valsen med tilstrækkelig baghistorie til at få det godt og grundigt cementeret, hvem vi skal holde med, når blyet begynder at regne.

I grunden er der ikke ret meget i handlingen, skuespillet eller actionsekvenserne, der som sådan får The Last Stand til at adskille sig fra alle de andre actionfilm, der bliver lavet for tiden. Jeg forventer dog, at ligesindede Arnold-fans vil opleve den som perfekt eskapistisk popcornunderholdning.

Instruktør Jee-Woon Kim fortjener også ros for at lave en kompromisløs og klichefyldt formularactionfilm. I nutidens actionfilmgenre er det utvivlsomt forfriskende at se en film, der ikke prøver at være andet end et sprængfarligt blodbad, der ikke skal andet end at være tilbehør til en iskold cola og en brændvarm pizza.

Troskaben mod den gammeldags actionfilmformular er både der, The Last Stand indimellem bliver for dum til sit eget bedste, men også der, den kommer til sin ret i omfavnelsen af klicheerne og eksplosionerne. Jeg nød i den grad mit gensyn med Arnold. Velkommen tilbage Mr. Governator!

Af Martin Wolsgaard