Den nye film om liansvingeren Tarzan føles som samlebåndsarbejde og lider under Hollywoods forfejlede opfattelse om, at computereffekter og action kan gøre op for en uinteressant historie. 

Tung regn, dunkelt mørke, tåge og ladede replikker. Man skulle tro, det var en fransk film fra 1930’erne, hvis altså ikke det var for de eksotiske omgivelser, aberne og den skarpskårne, liansvingende mandekrop. ’The Legend of Tarzan’ prøver ihærdigt at blive taget seriøst som et voksent drama, men manuskriptet savner pondus.

Vildmanden mod vesterlændingen
I instruktør David Yates’ genfilmatisering af klassikeren møder vi første gang Tarzan (Alexander Skarsgård) i England, hvor han som voksen har forladt junglen i Congo til fordel for et liv som adelig med sin elskede Jane (Margot Robbie). Da han af politiske grunde inviteres tilbage til Congo som parlamentets handelsattaché, finder Tarzan dog hurtigt ud af, at onde kræfter ønsker at skade ham. Belgien har koloniseret landet, og den skurkagtige belgiske kaptajn Leon Rom (Christoph Waltz) vil ofre Tarzan for at skaffe sig de rigdomme, junglen byder på. Men Tarzan er som bekendt ikke én, man sådan lige løber om hjørner med.

Historien er ikke helt som vi kender den, om end det ikke ændrer meget. Det er stadig vildmanden Tarzan og hans venner fra junglen mod de ondskabsfulde vesterlændinge, der kommer for at udnytte og plyndre. Historien om Tarzan – menneskedrengen der voksede op blandt dyr – har altid fascineret. En historie om et umage par, dyr og menneske, der lærer at leve i fælles forståelse og accept.

Det er desværre denne del af historien, der savner repræsentation i ’The Legend of Tarzan’. Jovist, budskabet står stadig klart, når filmen er tilendebragt, men hans opvækst ser vi kun gennem halvhjertede flashbacks. Tilbage er en underlig blanding af overfladisk karakterdrama og uinspirerede actionsekvenser. Det politiske lag, skildret gennem konflikten mellem et undertrykt Congo og diplomaten Tarzan dykker aldrig under overfladen og efterlader derfor intet varigt indtryk. Dovenskaben hænger som en skygge over filmen, hvor de i forvejen meget stereotype karakterers handlinger sjældent motiveres troværdigt.

Farveløse stereotyper
Stereotype karakterer er måske, hvad der kan forventes i en historie som Tarzans og behøver ingenlunde at være en dårlig ting. Det er bare ikke synderlig interessant at se Christoph Waltz spille den samme vittige, intellektuelle skurk for tiende gang eller Samuel L. Jackson som det komiske, men bad ass side-kick. Og slet ikke når selv samme skuespillere har spillet lignende roller langt bedre i andre film. Dialogen er simpelthen for ligegyldig til, at selv det bedste cast kan redde det. Samuel L. Jackson stjæler med sin vanlige charme et par scener, men må til syvende og sidst også give fortabt til det ubehjælpelige manuskript.

Den grå og dystre jungle
Omtrent halvvejs i ’The Legend of Tarzan’ øges tempoet og underholdningsværdien en smule, i takt med at vor helt kommer dybere ind i den mørke jungle. Filmen har helt tydeligt kostet en enorm sum penge, sandsynligvis pga. den overvældende brug af computereffekter. Det er kompetent lavet, men den visuelle stil er overgjort i sin alvorstunge karakter, hvor gråtoner hersker og sollyset sidder i skammekrogen.

At filmen er skabt i studiefaciliteter præger desuden fotograferingen. Kameraet opnår en næsten krænkende nærhed i den syndflod af nærbilleder, der præger filmens stil og hjælper til at undgå at afsløre manglen på jungle i filmstudierne. Det er en stil der efterhånden er standarden i store Hollywoodfilm og ’The Legend of Tarzan’ er et lysende eksempel på, at distance ofte værdsættes alt for lidt i nyere amerikanske film.

Alt andet end legendarisk
Et fremragende cast, en anerkendt instruktør og en afholdt fortælling. Alle komponenter er til stede for at skabe en fremragende film, men magien udebliver. I stedet sjusker ’The Legend of Tarzan’ sig gennem sin historie uden at gøre nævneværdigt indtryk. Ved at tage sig selv umådelig seriøst, fratager filmen publikum muligheden for at gøre det samme og står til slut ikke tilbage som andet end en halvkedelig, uengageret og tilbageskuende filmoplevelse.