Af Martin Wolsgaard
Den notoriske pretty boy flødebolle Matthew McConaughey triumferer som en betynget antihelt i den gribende L.A. thriller The Lincoln Lawyer.
Foråret er endelig over os, og hvis man har brug for at jage det sidste kolde vejr væk i biografmørkets varme, er denne gammeldags amerikanske crimethriller om en lækker, halvkorrupt advokat, en smuk kvinde og et mysterium, så mørkt og dystert, at selv ikke den californiske sol kan trænge igennem det, så er man lige i øjet for en af årets mest positive Hollywood-overraskelser. Næret af en inspirerende og karriereomformende præstation fra Matthew McConaughey og stilfuld og gennemført instruktion af Brad Furman (hvis eneste tidligere film er The Take), filmatiseres The Lincoln Lawyer Michael Connelly’s bedst sælgende roman til en grynet og gribende L.A. noir, i stil med ånden i gamle Raymond Chandler/Billy Wilder-film.
Begejstringen for denne film var bestemt en stor overraskelse for undertegnede, da jeg ikke nærede meget håb for en thriller med Matthew McConaughey. Og jeg ønsker ikke at oversælge, men sørme så om det ikke er godt og effektivt! Selv om sagaen om Mick Haller (McConaughey), en dygtig forsvarsadvokat, hvis kontor er bagsædet af en ikke-så-ny Lincoln Continental, ligger inden for nuværende årti – indpoder Brad Furman en funk’n’soul sen-70’er stemning med et knaldende soundtrack til at matche. Det er næsten som om The Lincoln Lawyer er et glemt projekt fra begyndelsen i Martin Scorseses karriere. Og det er ikke bare en parallel jeg hiver ud af den blå luft: Tidligt i filmen følger vi McConaughey og en kollega gennem korridorer af en retsbygning i et udvidet skud, der er som snydt ud af Scorseses næse. Der er fokus på stram, betydningsfuld historiefortælling, på karaktererne, deres indstilling og deres problemer.
McConaughey er muligvis blevet uretfærdigt stigmatiseret som en intetsigende flødebolle. Han er stadig en flot fyr, som en skarpere karakterskuespiller nu da han er i 40’erne, og han kan sagtens være på vej til en yderst tilfredsstillende Clooney/Newman-fase af sin karriere. Han går den hårfine grænse mellem charme og sleazyness smukt som Mick. Mick er alligevel elskelig nok, og har bevaret noget grundlæggende menneskelig anstændighed, men synes ikke at have nogle større moralske skrupler over at forsvare rockere, narkohandlere, ludere og mordere – alle forbrydere, der kan betale – og han gør sit bedste for dem.
I betragtning af at handlingen i The Lincoln Lawyer enten er arketypisk eller stereotyp (vælg selv), og at man snildt kan gætte sig til nogle af de overraskelser, der kommer undervejs, så er det afgørende, at Furmans instruktion, John Romanos manuskript og McConaugheys præstation resulterer i så levende og højt humør. Ikke alle kommer gennem The Lincoln Lawyer i live, men der er i sidste ende tale om farverig og generøs underholdning, ikke et dyk ned i afgrunden.
