Joshua Oppenheimer vender, to år efter mesterværket ’The Act of Killing’, tilbage med endnu en film der behandler det indonesiske folkemord, og også denne slår hårdt.

I Mario Puzos roman ’The Godfather’ er der en passage, hvor Michael Corleone er ankommet til Sicilien og reflekterer over, hvordan den billedskønne natur står i skærende kontrast til øens blodige historie. Mine tanker blev ledt hen til denne passage, da jeg så ’The Look of Silence’, hvor smukke billeder flere steder danner baggrunden for fortællingen om, hvordan Adi forsøger at tale med de ansvarlige for folkemordet i hans land og prøver at håndtere den sorg, som mordet på hans bror Ramli har efterladt i hans familie.

Hverdagen efter det grusomme
Når Joshua Oppenheimer har valgt at kalde sin film ’The Look of Silence’, har han allerede truffet et interessant valg. Han forsøger nemlig at vise den tomhed og stilhed, som er tilstede hos Adi og hans familie. Der er flere dele af filmen, hvor Adi sidder og ser optagelser, hvori hans brors mordere beskriver, hvordan de slog ham ihjel. Der er noget stærkt over billederne af Adi, der bare betragter skærmen uden at sige noget. Vi følger også Adis aldrende mor Rohani og hans far Rukun. At følge dem lave hverdagsting viser, hvordan livet går videre med trivielle hverdagsbeskæftigelser selv efter en grusom begivenhed.

Gensyn med bødlerne
Hvor det var de ansvarlige for mordene under det indonesiske folkemord, der havde hovedrollerne i ’The Act of Killing’, er de her henvist til at være biroller. Men også her bidrager de til at kaste et absurd lys over deres handlinger. Ganske vist er det ikke Siciliens Cosa Nostra, vi har med at gøre, selvom de matcher dem i brutalitet. Det er ikke omertaen, altså stilhedsløftet, der hersker her, da morderne praler højlydt om deres mord. I en scene kommenterer Ramlis mordere, at Ramli sikkert var et godt menneske, umiddelbart efter at de har beskrevet, hvordan de lemlæstede og dræbte ham.

At tale om historien
Interaktionerne mellem Adi og de ansvarlige er noget af det mest spændende i filmen, da Adi formår at provokere disse. Én af dem protesterer mod, at Adi ”taler om politik” eller ”historien”. Som han siger: ”Hvis du bliver ved med at tale om historien, vil den helt sikkert gentage sig.” Der er også noget interessant i, at Adi er optiker og laver briller til bl. a. de ansvarlige for folkemordet. Han forsøger at få dem til at se i overført betydning og rent konkret.

Historien om Adi og hans håndtering af stilheden efter mordet på hans bror er en stærk film, der kræver noget af én som tilskuer. Udover at ’The Look of Silence’ er veludført æstetisk og fortællemæssigt, er det en samfundsmæssig vigtig film, da den viser os konsekvenserne af at leve i et samfund bygget på løgne og grusomheder.