Skuespiller Maggie Gyllenhaals debut som filminstruktør, baseret på en roman af Elena Ferrante, er en vigtig, ekstrem kropslig og intim beretning om en martret kvinde.

På en græsk ø kommer en kvinde (Olivia Colman) kørende i sin bil. Hele hendes hoved og den ene arm stikker ud af det åbne vindue, og hun smelter nærmest sammen med vinden og solens stråler. En rus af lykke og frihed.

Leda Caruso er en kvinde i slutningen af 40’erne. En fraskilt litteraturprofessor med speciale i italiensk. Hendes to døtre er nu i tyverne og bor hos deres far.

Da hun ankommer til lejligheden, hilses hun velkommen af fyrtårnets insisterende tuden. Den føles som et forvarsel. Lykkerusen fra bilturen er forbi. Lyden fra fyrtårnet er begyndelsen på en række af hændelser, der raffineret opbygger en stemning af uro. Det brummende, kæmpe insekt på hendes pude, frugtskålens indbydende effekt smuldrer ved nærmere eftersyn, for flere af frugterne er gået i forrådnelse.

På stranden er den fred, hun har glædet sig til og hungret efter, kortvarig. En stor familie belejrer larmende det lille øsamfund, som var det deres kongerige. Leda betages dybt af to personer fra den store gruppe. Den unge mor Nina (Dakota Johnson) og hendes datter. Barnet hænger næsten konstant om morens hals, som en abe bærer sin unge. Men da hun iagttager dem bliver hun svimmel. Hun får associationer til dengang, hendes egne børn var på samme alder. 

Fortrængninger pipler frem

Ferien bliver starten på en minderejse, som kommer til syne i en lang række flashbacks. Fortrængningerne pibler frem og fylder gradvist så meget, at hovedrollen ikke kan være i sin egen krop. Distræthed, kvalme og svimmelhed overmander hende. Indtryk fra nutiden spejles i fortiden, og på den måde forbinder fortællingen elegant de to tider.

Erindringerne bærer på en følelse af en næsten konstant fysisk og psykisk invasion. En mareridtsagtig tilstand, hvor hendes mentale og fysiske formåen aldrig er tilstrækkelig. I flashback ser man hendes børn klistre til hende, og hun er i konstant krig med dem og sin mand for at få et øjebliks fred. Ægtefællen er også akademiker, men mener, at hans karriere er vigtigst. ”I am working” siger han, hvortil hun svarer ”I am suffocating”. 

Denne næsten permanente følelse af aldrig at være nok gør hende dybt ulykkelig og får hende til at føle sig uegnet som mor. Der ér dog også lykkelige erindringsbilleder. Som når hun sidder med døtrene tæt ind til sig – nærmest i en fælles omfavnelse – og alle er dybt koncentrerede om at skrælle en appelsin i ét stykke. ”Don’t let it break, peal it like a snake” hvisker de i kor.

Så tæt at man aner hudens porrer

Filmens visuelle stil er levende og smelter perfekt sammen med indholdssiden. Der er hyppig brug af nærbilleder, som ofte kommer så tæt på, at man aner hudens porrer. Vi ser mange billeder af mennesker, der rører ved hinanden. Ofte voksne sammen med deres børn, og det forstærker følelsen af forbundethed. Børnene er del af dem, en forlængelse af deres kød. Filmen er en stærk sanselig og intim oplevelse og bliver til en fysisk oplevelse, der stadig sidder i min krop, mens jeg skriver denne anmeldelse.

Maggie Gyllenhaal fortæller i et interview, hvordan hun som instruktør ikke ville diktere, men har ønsket at skabe en stemning, der fordrer den kollektive skaberkraft.

Det mærkes tydeligt i skuespillerens naturlige og frie spil. Olivia Colman udtrykker til perfektion den ubehagelige følelse af at være forkert. Hun er konstant en undskyldning for sig selv, og hun er eminent til at skildre kejtede personer. Jessie Buckley er uhyggelig intens som den unge Leda – som en løve i et bur. Hendes desperation og sorg gik lige i hjertet på mig.

Filmen er endnu en vigtig trædesten i rækken af kunstneriske værker, der nødvendigt blotlægger de smertelige og modsatrettede følelser, man kan have som mor. I Danmark har vi for eksempel oplevet det i Olga Ravns roman ’Et arbejde’.

’The Lost Daugther’ en stærk opfordring til at bryde med de besnærende og forsmåede normer, der hersker omkring moderskabet.

En ærbødig tak til Maggie Gyllenhaal for at trække det forbudte usagte frem i lyset, så det ikke vokser sig større i mørket.