Af Jonas Kim Jakobsen

Ringenes Herre filmene tog verden med storm i årerne 2001-2003, og inden da var navnet Peter Jackson ikke noget som folk studsede over. At New Line Cinema valgte at give PJ, som på det tidspunkt kun havde instrueret de sære blodige kult films komedier Bad Taste, Braindead og Meet The Feebles, de mange millioner det krævede at realisere hans ambitiøse fortolkning af Tolkiens trilogi, var et modigt valgt, som viste sig at være en rigtig rigtig god forretning. PJ er i dag utvivlsomt et stort instruktør navn i Hollywood, og han kan nu stort set tillade sig hvad han vil når det gælder filmprojekter.

I hans seneste projekt The Lovely Bones har han valgt at gå i en ny retning, specielt mht. budget og store armbevægelser, som karakteriserede Ringenes Herre filmene og King Kong fra 2005. Set i det lys er The Lovely Bones en langt mindre film men ligeså ambitiøs som hans tidligere.

Historien udspiller sig i 70’ernes USA, hvor vi følger den 14 årige pige Susie Salmon (Saoirse Ronan), som er en helt normal teenager, der oser af nysgerrighed efter verden og så småt er ved at opdage, at drenge kan være spændende. Meget tidligt i filmen får vi fortalt, af Susie selv, som er filmens fortæller, vil blive dræbt, lidt ala Kevin Spaceys rolle som Lester Burnham i filmen American Beauty. Susie bliver helt korrekt dræbt og af en mand, som må siges at være indbegrebet af en Hollywood ”pervert”: En overvenlig, svedende, tyndhåret mand med briller. Så ved vi alle vist godt, hvad han er for en. Politiet kan ikke opklare sagen, og Susies far prøver selv at finde frem til gerningsmanden. Selvom Susie er død, forsvinder hun ikke ud af filmen, da vi følger hendes vej til den næste verden. Hun kan bare ikke komme videre og få ro før, at gerningsmanden bliver fanget.

PJ har mange bolde i luften i The Lovely Bones. For selvom, at plottet måske lyder som en typisk thriller/gyser, så er det tydeligt, at han ønsker at lave mere end dette. Han bruger meget tid på, at følge Susie i skærsilden, som i øvrigt er portrætteret meget fantasifuldt, og hvem skulle i øvrigt kunne sige, hvordan sådan en verden tager sig ud? Han bruger også meget tid på at bearbejde familiens tab og Susies ”til dels” stadige tilstedeværelse i denne verden.

På papiret syntes jeg, at det er en spændende ide PJ har, men jeg må bare konstaterer, at det ikke fungerer i praksis. Jeg var virkelig åben og havde lyst til at tage imod den lettere langhårede historie. Filmen er en blanding af Gyser/drama/spændingsfilm/feel-good/komedie film, og resultatet er en meget rodet affære, og man ville ønske, at PJ havde valgt bare en af genrerne, som måske havde gjort det til en mere helstøbt film.

Skuespillet er middelmådigt. Hvis nogen skulle fremhæves, skulle det være Stanley Tuccis portrættering af den klamme morder, trods den stereotype som PT har valgt at placere ham i, som han var oscar nomineret for.

Gennem det meste af filmen bliver man aldrig fænget af historien, og hen imod slutningen bliver bearbejdelsen af temaerne direkte pinlige. Jeg syntes, at PT er en begavet instruktør, og der også scener og momenter i filmen der fungerer, men mange gør ikke og samlet set hænger det bare ikke sammen. I en nøglescene bliver nummeret Song To The Siren (Skrevet af Tim Buckley), i en version af gruppen This Mortal Coil, spillet mere eller mindre i sin helhed. Det stærkt stemningsfulde nummer er effektivt brugt i flere film bla. David Lynch’s Lost Highway, hvor det går i perfekt symbiose med filmenes stemning. I The Lovely Bones bliver det bare symptomatisk for hele filmenes problem. Nemlig, at Peter Jackson prøver at skabe en magi, som simpelthen ikke er tilstede.

3 ud af 6 stjerner