’The Magnificent Seven’ skriver sig ind i historien sammen med kopper med hanken på indersiden. You had one job.

’The Magnificent Seven’ er et actionbrag af en western, som i højere grad går efter at underholde én, mens man spiser popcorn, end den forsøger at opnå dramatiske højder. Det bør være forholdsvist let at lave en film som denne okay. Vi skal have nogle moderat underholdende actionscener, nogle charmerende karakterer, der betyder noget for os, og så skal vi ellers bare have det sjovt. Dette er muligvis lettere sagt en gjort, men det er nærmest de laveste krav, man kan stille til en film, og ’The Magnificent Seven’ opnår ingen af delene.

Filmen er et remake af et remake, men den minder bortset fra basisplottet ikke om sine forgængere. Der er en ond mand, der vil tage en by, og syv mennesker, som af hver sin grund beslutter sig for at hjælpe.

Action uden personlighed

Actionscenerne er filmet, som mange actionscener bliver det i westerns. Man ser én skyde, og man ser en anden falde. Repeat. Det kan være underholdende at se på i westernduellerne, hvor vi først klipper mellem deres øjne, som intenst kigger på hinanden og på pistolerne i deres hylstre, indtil spændingen er høj nok, og de skyder. I actionscener, hvor folk dør i hobetal, bliver det dog utrolig kedeligt at se på i længden.

Jeg kan undskylde halvkedelige actionscener med gode karakterer og humor. Hvis vi ser nogle af de syv smide sjove replikker ud, imens de skyder, og vi er lidt spændte på, om de rent faktisk overlever, kan sådan nogle actionscener i og for sig være ganske underholdende; men ’The Magnificent Seven’ opererer ikke med karakterer, den arbejder med skabeloner.

Personer uden personlighed

Denzel Washington spiller hoved-cowboyen, som samler de andre. Han har en motivation, som han ikke fortæller de andre, men vi får en antydning af, at den er vigtig. Washingtons karakter møder minimumskravet for at være en karakter, men det er trods alt nok til, at jeg i og for sig håbede på hans succes. Så er der alle de andre.

Washingtons karakterdybde kommer måske op på pixibog-niveau. Ethan Hawke og Chris Pratt kan siges at være pixibøger, der mangler slutningen. De sidste fire når måske ikke helt op på niveau med papirdybde. Pratt er lidt sjov (men slet ikke nok), og han prøver virkelig at ligne Clint Eastwood, hvilket han fejler miserabelt i. Hawke har en baggrundshistorie, men forløsningen kommer på et så overflødigt tidspunkt, at det virker ligegyldigt. De fire andre kan reduceres til en kniv, et bibelcitat eller en hudfarve.

Film uden personlighed

Den værste af de sidste fire karakterer må være indianeren. Jeg kalder ham ikke ved navn, for han er vitterligt ikke andet end en indianer i denne film. Han har ingen personlighed, han har ingenting at arbejde med, han går bare lidt rundt og ligner en indianer. Der er også en indianer, der arbejder for den onde, og selvfølgelig skal de to slås på et tidspunkt. Der er ikke sat noget forhold op mellem dem eller nogen motivation fra den gode indianers side, så den eneste grund til at tillægge denne kamp nogen vægt er, at filmen antager, at vi er racister.

Hvorfor hjælper alle disse syv folk? Who knows. Ingen af dem har ordentlige motivationer med undtagelse af Washington. Jeg var ligeglad med dem alle sammen, jeg var ikke underholdt af actionscenerne, og jeg fik generelt ikke noget at arbejde med.