Hele verdenssamfundet går i selvsving, mens Matt Damon dyrker kartofler på Mars. Ridley Scotts nye rumfilm er en overraskende humoristisk omgang, der dog ikke sender sit publikum helt ud blandt stjernerne.

‘Don’t panic’. Således står der skrevet på Arthur Dents rumguide i den ikoniske sci-fi-komedie ‘Hitchhiker’s guide to the Galaxy’. Det råd synes astronaut Mark Watney (Matt Damon) i dén grad at have taget til sig i Ridley Scotts ‘The Martian’. Ud over et par enkelte vredesudbrud er den gæve rumbotaniker nemlig ualmindeligt fattet situationen taget i betragtning.

Gør-det-selv i rummet
Jovist, det er da noget lort, at hans besætning forlod ham alene på Mars, da de fejlagtigt antog, at han var død i en sandstorm. Og jo, det er da temmelig uheldigt, at han befinder sig i en menneskefjendtlig rumørken med begrænsede ressourcer og et residens, der ikke er bygget til længerevarende ophold. Og det er da også skidetræls, at hjælpen – som filmens tagline er så venlig at fortælle os – befinder sig omtrent 225 millioner kilometer væk.

Men i rummet er der som bekendt ingen, der kan høre dig skrige. Så i stedet for at tude tiden væk bruger Watney sine kræfter på at dyrke den ellers så golde planet, alt imens han underholder biografpublikummet med gæve forklaringer rettet mod stationens overvågningskameraer. Sådan laver man vand ud af brint, forklarer han; og det hele udvikler sig efterhånden til et slags fornøjeligt gør-det-selv-program leveret til tonerne af kaptajnens efterladte diskomusik.

I mellemtiden, nede på jorden..
Mens Watney således leger bonderøven på rumtur, sætter først nyheden om hans død og derefter nyheden om hans overlevelse ikke bare NASA men hele verdenssamfundet i bevægelse.

Hvad der tegnede til at blive en ensom dannelsesrumrejse a la ‘Gravity’ skifter hurtigt karakter til noget helt andet. I stedet for at koncentrere sig om den ensomme spacecowboy finder filmen lige så stor interesse i at undersøge de humanitære (og økonomiske) tiltag, som en enkelt strandet amerikaner kan sætte i gang. Med denne igangsættelse af Aktion ‘Saving Private Ryan 2 – space edition’ begynder historien at miste fokus. Og det kan end ikke veloplagte præstationer fra Jessica Chastain, Sean Bean m.fl. rette op på.

“I’m going to science the shit out of this!”
Ligesom i sidste års ‘Interstellar’ skruer manuskriptet helt op for videnskabssnakken. Ja, faktisk så meget at en humaniorastuderende som mig ofte må stå af og – undskyld udtrykket – space lidt ud.

Selvom denne videnskabsformidling til tider kan virke stiv og kunstig er den dog formodentlig tiltænkt at øge filmens realisme. I stedet for at sige ‘sådan er det bare’ sættes der formler på, som både skal imponere og overbevise sit publikum om begivenhedernes gyldighed.

Og det ville som sådan være fint nok, hvis ikke det var, fordi den evindelige tiltro til og fokus på videnskabens forunderlige potentialer ofte totalt overskygger den menneskelige isolationshistorie, der kunne have været filmens stærke kerne. Mennesket Mark pakkes væk bag optimistisk videnskabsjargon og drukner derudover i det kæmpestore hav af bikarakterer. Og selvom astronautens meget fortrøstningsfulde tilgang til det hele gør ham til et både hyggeligt og imponerende bekendtskab, formår han ikke at skabe samme kontakt til sit publikum som den kvindelige modpart i Alfonso Cuaróns ‘Gravity’

Bliver på jorden
Rumfilm af den art skal helst skubbe sit publikum (såvel som sine karakterer) helt ud til kanten – både af biografsædet og universet. Man skal mærke ensomheden og frustrationen, når man hives med ud i det absurde og det ukendte. I ‘The Martian’ var alt simpelthen for trygt og godt til, at jeg for alvor blev revet med. Hvis bare Mark og jeg havde haft mere alenetid sammen, så jeg kunne nå at trænge ind bag den kække facade. Eller hvis jeg nu ikke var blevet indhyllet i betryggende videnskabsforklaringer leveret af astronauten og de mange jordbundne redningsaktører. Ja, så havde jeg måske for alvor mærket, hvordan det er at være mutters alene på Mars.

Det var da fedt at være med på en anderledes fornøjelig rumaktion. Men selvom filmens herlige discosoundtrack sendte mig dansende ud af biffen, formåede det ikke at sende mig ud i det uendelige univers.